dig for at paatale sin ret, hvor nogen vilde gaa denne for nær. I denne henseende havde han et ikke ringe arbeide, og han maatte jævnlig lade andre paa sine vegne møde frem paa thingene for at hævde besiddelsen af bygselretten til forskjellige gaarde.
Saalænge den fratraadte biskop levede, fandt Jens Nilssøn sig ikke fornøiet med de til hans embede henlagte indtægter. Haa ansøgte derfor i 1587, da han, som det heder, med dem ikke kunde „tilkomme til sit huses ophold“, om at faa en daler af hver hovedkirke, som han visiterede i sine stifter, „til hans underholdnings behov“. Det hed sig udtrykkelig, at dette alene var, fordi han, saalænge svigerfaderen levede, maatte savne halvdelen af de til bispestolen henlagte faste indtægter, og at den nye understøttelse kun var beregnet paa at vedvare, saalænge hans formand var i live, eller indtil kongen derom traf en anden bestemmelse. Andragendet indvilgedes ved et kongebrev, som blev udstedt i Silkeborg 11te August 1587. Dermed gik det dog ikke ganske, som det var forudsat. Thi uagtet den gamle biskop allerede døde i 1591 og Jens Nilssøn saaledes da fik hans part af de 300 daler fra Akershus, vedblev han dog at opkræve sin daler af hver hovedkirke, som han visiterede, endnu i flere aar (s. 328), indtil det ved et kongebrev af 4de Marts 1595 blev ham forbudt at gjøre dette oftere. Der var da ført klager over, at kirkerne ikke kunde undvære den daler, som de paa denne maade vare nødsagede til at afgive til superintendenten, og disse klager naaede frem til regjeringsraadet. Følgen deraf blev udstedelsen af omhandlede kongebrev, ved hvilket det i betragtning af, at Jens Nilssøn „rigeligen nok er forsørget med underholdning for hans bestilling baade med kanonikater, præbender og udi andre maader, foruden hvis som med rette ligger til superintendentens underholdning“, blev bestemt, at kirkerne for fremtiden skulde fritages for denne afgift. Det maa erkjendes, at de kunde have billigt krav paa at oppebære hver sin daler, medens biskopen paa sin side maatte siges, ialfald fra 1591 af, at være ganske vel forsørget. Fra nu af og til hans død synes der ikke at være foretaget nogen forandring med hensyn til bispeembedets indtægter.
Saavel biskopen som samtlige kanniker Ved Oslo domkapitel skulde have sine embedsboliger omkring Halvardskirken. Her var der efter reformationen indrømmet skolen plads i det gamle Olafskloster, og i en anden af dettes fløie fik biskopen anvist sit
