Bergs side og overtage en del af hans forretninger, og siden arbeidede han med usvækket iver og nidkjærhed indtil sine sidste levedage. Tiden mellem reformationens indførelse og Jens Nilssøns ansættelse som Frants Bergs medhjælper er nærmest en overgangstid, hvori reformationsverket endnu ikke var kommet til nogen virkelig afslutning. Ved reformationens pludselige indførelse var ganske vist døren aabnet for et nyt og bedre kirkeligt liv i Norge; men den var dog foregaaet paa en saadan maade, at der i de første aartier derefter ligesaa meget kan tales om fortsat tilbagegang som om begyndende fremgang. Det tog her tid ud, forinden den kirkelige opløsning lod sig stanse og en virkelig fast grundvold for den nye tilstand kunde lægges.
Med den katholske læres fald skulde i Norge som i Danmark den biskopelige værdighed være afskaffet. I de gamle biskopers sted skulde der med betydelig indskrænket myndighed træde saakaldte superintendenter eller superattendenter, en i hvert stift. Men den gamle benævnelse, biskop, holdt sig dog og forekommer endog enkeltvis i den nye lutherske kirkeordinans for Danmark af 1539. Denne ordinans blev foreløbig ogsaa sat i kraft for Norges vedkommende, uagtet det erkjendtes, at forholdene her i flere henseender vare saadanne, at de udkrævede en særegen kirkelig lovgivning. Men det i 1539 givne løfte om udstedelsen af en norsk kirkeordinans var endnu ved Jens Nilssøns død ikke opfyldt.
Superintendenterne eller biskoperne, hvilken sidste titel snart igjen blev den almindelig gjængse, skulde i sammenligning med sine katholske forgjængere indtage en meget beskeden stilling. Der skulde ikke gives dem anledning til at udfolde stor ydre pomp og til at optræde som kirkefyrster. Ordinansen af 1539 gik derfor endog ind paa saadanne enkeltheder som at fastslaa, hvor mange tjenere og tjenestepiger det skulde være en af de nye biskoper tilladt at holde; deriblandt var der ogsaa en „dreng“, som han stedse kunde have hos sig, og som kunde holdes til bogen for senere at blive sogneprest eller skolemester. Biskoperne skulde ikke længere kaldes til nogen ørkesløshed, men til stort arbeide; de skulde paa Latin „traktere“ og lære andre den hellige skrift, forkynde Guds ord for folket over hele sit stift, holde kongens undersaatter til at være fredsommelige og lydagtige og belære dem om de pligter, de vare sit herskab skyldige. De skulde paase, at presterne „retsindelig og endrægtelig lære Christi
