hellige evangelium“, og at de med sine husfolk førte „et høvisk levnet“. Undersøgelsen af de nye presters duelighed og deres endelige ansættelse lagdes i biskopens haand, under forbehold af, at den paa kongens vegne stadfæstedes af lensherren, ligesom det blev biskopens sag at skride ind, naar en prest viste sig uværdig til at beklæde sit embede. Alle sager, „som samvittighederne ere anrørendes, om hvilke man spørge raad af Guds ord“, skulde behandles af biskoperne. Disse skulde ogsaa, naar noget forelagdes dem til besvarelse fra kongen, raadføre sig med sine kolleger „eller noger af de forstandigste prædikere“, for saa at give et vist og fast svar“. Ægteskabssager skulde henvises til kongen eller lensherren, i kjøbstæderne til borgermester eller raad, hvis der var nogen særlig forargelse tilstede, eller der skulde „siges overljust dom af“; i andre tilfælde skulde biskoperne „befrie samvittighederne i disse saa vel som andre sager og efter ordsens ljudelse give gode bestandige raad“. I verdslige sager maatte de ikke dømme uden særligt paalæg. I kjøbstæderne skulde de undersøge skolerne og i forening med lensherren paase, at alting der gik rigtig til; det tilkom dem at indsætte skolemestere efter først at have undersøgt deres kundskaber sammen med sognepresten og „de bedste udi raadet“. Derhos skulde de undersøge, hvorledes der forholdtes med de fattiges forsørgelse, i hvilket øiemed der i hver kjøbstad skulde oprettes „en menige kiste for de fattige“. Biskopen og lensherren skulde sørge for, at alle, der havde ansættelse i kirkens og skolens tjeneste, kunde faa tilstrækkelig løn, og de skulde herom gjøre indberetning til kongen.
Som et særligt hverv, een gang for alle, blev det ved ordinansen af 1539 paalagt biskoperne, at de med lensherrerne skulde besøge alle sognekirker, for derpaa at optage et fuldstændigt register over alt dertil hørende gods, saaledes, at man altid kunde have rede paa dette; hvor der ikke var tilstrækkelig underholdning for en sogneprest, skulde de lægge to kald sammen eller paa andre maader sørge for, at saavel presten som degnen kunde faa tilstrækkelig underholdning. Som regel skulde biskopen een gang om aaret besøge alle kirker i sit stift og da være sammen med lensherren.
Af disse ordinansens bestemmelser viser sig, hvad der var de nye biskopers stilling: de skulde være kirkelige tilsynsmænd, hvis myndighed ikke maatte gribe ud over kirkens egne anliggender. Saasnart disse berørte det økonomiske eller overhovedet
Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.
