leverede tilbage i 1597 (s. 551), og da han i 1597 visiterede paa Øvre Romerike, fik han hos sognepresten i Storenæs se Leonhard Fuchs’s Institutiones medicinæ, som han i Marts s. a., efter sin hjemkomst til Oslo, bad om at faa tillaans, idet han forsikrede eieren om, at han kunde være vis paa at faa den tilbage (s. 424, 463). Man faar her et indtryk af, at mængden af bøger, der har tilhørt private mænd i Norge, ikke kan have været særdeles stor, og at den enkelte bog har været betragtet som en ikke liden skat. Bøger vare kostbare, baade trykte og haandskrevne, og adgangen til at erhverve dem stod ikke aaben for alle.
Saalænge der ikke inden Norges grænser fandtes en boghandel, maatte det være forbundet med store vanskeligheder at faa opdrevet bøger, endog bibler. Jens Nilssøn lader til selv at have været mellemmand, hvor det gjaldt at skaffe presterne i hans stifter et exemplar af den hellige skrift; naar han krævede forskudsvis betaling, forinden han sendte dem bibelen, har dette rimeligvis været, fordi han af erfaring vidste, at det ikke var let at faa sit udlæg erstattet (s. 424). Men i længden kunde det ikke gaa for biskopen at være en saadan mellemmand ved bogkjøb, og der maatte tænkes paa at tilveiebringe en anden ordning, der bedre svarede til sit øiemed. Allerede imedens Frants Berg levede, var der tale om at faa en „bogfører“ eller boghandler til at nedsætte sig i Oslo og der handle med saadanne theologiske og filosofiske bøger, der kunde tiltrænges af prester, skoleelever o. a. Ved et kongebrev af 22de Januar 1575[1] blev der forundt en saadan mand frihed for al skat og alle byrder, som ellers paahvilede byens borgere, hvis han vilde aabne en handel i Oslo, og biskopen fik tilhold om at have opsyn med, at der ikke i denne solgtes nogen „sektiske eller hæretiske bøger“. Der var imidlertid ingen boghandler, som fandt de betingelser, der bleve ham budne, tilstrækkelig betryggende, og Oslo vedblev som tidligere at være uden boghandel.
Heller ikke var der noget bogtrykkeri. Den, som vilde have en bog trykt, maatte derfor henvende sig enten i Kjøbenhavn eller Rostock. Jens Nilssøn foretrak for det meste det sidstnævnte sted, naar han skulde have trykt et af sine latinske skrifter. Han benyttede her Stephan Möllmanns eller Mylianders bogtrykkeri, der var oprettet i
- ↑ Norske rigsregistranter, II, C. 145 flg.
