mer, Theognis, Seusippos, Sofokles, Euripides, Platon, Aristoteles og Demosthenes. Lyschander har rimeligvis havt god grund til at kalde ham veterum lectione insignis. I den almindelige historie og i kirkehistorien har han været noksaa vel bevandret, og det er rimeligt, at han har kjendt nogle af kirkefædrenes skrifter. I Nordens historie havde han endel læsning i trykte skrifter og sandsynligvis adskilligt kjendskab til den gamle utrykte literatur. I medicin og astronomi har han havt en del kundskaben og for øvrigt har han været hjemme i noget af hvert, deriblandt i geografi og i de forskjellige grene af naturvidenskaberne. De kundskaber, som han under sin skolegang og under sit ophold ved universitetet havde erhvervet, bleve senere ved stadig læsning og ved fortsat studium vedligeholdte og udvidede.
Humanisterne yndede at omgive sig med bøger. Det var for dem en nydelse at arbeide midt imellem sine bogskatte, som de stadig søgte at forøge, og dette træk gaar igjen overalt, fra Italien til Norge. Bibliothek og studerekammer vare for dem det samme; for dem var det gaaet op, at videnskabsmanden opmuntres og styrkes i sit arbeide, naar han omgives af det, som er frembragt af hans forgjængere og aandsfæller. Humanisterne have opdaget eller gjenopdaget det trylleri, som arbeidet under saadanne omgivelser maa øve.
I denne som i andre henseender har Jens Nilssøn fulgt med sin tid. Han synes tidlig at være begyndt paa at samle og stadig at have fortsat dermed. I Oslo bispegaard havde han sit mindre bibliothek;; paa sine gamle dage indrettede han der et nyt studerekammer, der synes at have været hans stolthed (s. 336), og heri har han havt de bøger opstillede, som han eiede. Om disse kan desværre nu kun faa oplysninger tilveiebringes. Han eiede fra sine yngre dage Carions verdenshistorie (pag. XVIII), og selv fortæller han (s. 337), at han eiede en kvartudgave af Olaus Magnus, som han i 1595 havde laanebyttet til sognepresten i Ullensaker mod en denne tilhørende anden udgave. Særdeles betydeligt har biskopens bibliothek neppe været, om end noksaa respektabelt; for en væsentlig del har han været henvist til at laane bøger af sine omgangsvenner og af enkelte prester, som til gjengjæld kunde gjøre regning paa at faa lignende adgang til hans bøger. Han har saaledes rimeligvis laant et gammelt lovhaandskrift fra Skien (pag. CXXII). I 1593 laante biskopen af her Jon Bang i Tune en haandskreven dansk lægebog, som han
