I forbigaaende maa her endnu nævnes Jens Nilssøns omsorg og interesse for skolevæsenet, der ligeledes er et kjendemærke paa, at han er den ægte humanist. Den nye retning havde fremkaldt en forandret opfatning af skolens opgave, og i alle lande var der fremstaaet dygtige mænd, som viede skolen sit arbeide. Til dem, som i Norge opofrede sig for denne gjerning, hørte ogsaa Jens Nilssøn; men desværre ere kilderne her utilstrækkelige til, at man kan tegne et billede af denne del af hans virksomhed, uden i ganske vage omrids.
Hvorledes Jens Nilssøn lærte det gamle norske sprog, oplyses ikke paa noget sted i hans egne skrifter. Der har dog ikke manglet anledning til at lære det, og kjendskabet til oldsproget har maaske været mere udbredt, end man nu i almindelighed er tilbøielig til at tro. Jens Nilssøn fortæller selv (s. 217) om en thrøndersk adelsmand, der boede i Baahuslen, og som baade kunde det gamle sprog og Latin. Af et gammelt lovhaandskrift (Cod. Thott. 1275, fol. i det store kgl. bibl.i Kjøbenhavn) sees, at der i 1600 levede en mand i Oslo, der kunde skrive det gamle sprog. At lagmændene i regelen kunde forstaa oldsproget, var vel fremdeles regel, ialfald i de aar, da Jens Nilssøn begyndte at sysselsætte sig med afskrivning af de gamle bøger. Gjennem de mange dokumenter, der fandtes ved kapitelsarkivet og biskopens eget arkiv, saavelsom rundt om i landet ved prestearkiverne, og som fremdeles jævnlig benyttedes, havde desuden en mand i hans stilling, selv om han ikke paa forhaand havde kjendt det, al mulig opfordring til at erhverve sig nogen kundskab til landets gamle sprog. Om dette selv var uddød som skriftsprog, og om det som talesprog baade var meget forandret og trængt tilbage, saa var der dog altid inden enkelte kredse vedligeholdt noget kjendskab til dets former og ordforraad, fordi dette medførtes af det praktiske livs krav. Det var ikke kjendskabet til sproget, men til den deri skrevne literatur, som gjenoplivedes i det 16de aarhundrede. Deri ligger, hvad man gjerne kan kalde den norske renaissance.
Om Jens Nilssøns kundskaber og om hans læsning meddele hans efterladte skrifter adskillige oplysninger. Hans dannelse var, som tidens i det hele, en meget encyklopædisk. I Latin var han vel bevandret, og han baade skrev og talte dette sprog med stor færdighed. Derhos har han vistnok ogsaa været godt hjemme i Græsk, uagtet her ikke foreligger bestemte vidnesbyrd. Han anfører flere græske forfattere, som han rimeligvis har læst, Ho-
