med egen haand afskrevet de gamle latinske og græske codices, saaledes syslede han længe med at afskrive og gjennemgaa de gamle norske og islandske haandskriften Han benyttede en tvungen fritid til at afskrive Jøfraskinna, og til sine sidste levedage har han beskjæftiget sig med at gjøre uddrag af andre haandskrifter, som stode til hans raadighed. Formodentlig er det, som nu er bevaret, kun en ringe del af alle de afskrifter, han i sin tid har taget.
Jens Nilssøns forfattervirksomhed blev af en noget anden art end Absalon Pederssøns og Peder Claussøns. Han vides ikke at have efterladt sig noget større skrift, der svarede til dem, som haves fra de to nævnte forfatteres haand; de af hans arbeider over fædrelandets historie, der ere bevarede, have aldrig været beregnede paa at læses af andre, men kun paa hans eget brug. Men han viser sig dog i dem som et barn af den samme tid; forskende og samlende har han, som de, vendt blikket tilbage mod de fjerne tider, samtidig med, at han viede fædrelandets forhold, som de vare i hans egne dage, en levende opmærksomhed. Han er varmt interesseret i, hvad der foregaar omkring ham; alt maa undersøges og noteres. Gamle sagn, mærkelige naturspil o. lign. faa sin plads i de optegnelser, der altid føres paa hans reiser, og han erhverver sig et omfattende lokalkjendskab til fædrelandet. Han har færdets overalt i de dele af Norge, som ligge mellem Skien og Dovrefjeld, samt i hele Baahuslen, og han har reist der med opladte øine. Hvor han har havt anledning til at skildre sine reiseoplevelser i velklingende hexametre, mærkes det let, at han har seet paa fædrelandet med kjærlighed, at han har havt digterens syn paa dets natur, og at han med varme har hængt ved dets folk. Men han klager ikke over dets lod: naar han betragter fortiden, er det ikke med suk over, at denne nu er svunden. Jens Nilssøn var en sand fædrelandsven, og disse hans følelser maa ikke betragtes i lys af senere tiders forhold; det vilde give en falsk opfatning af ham. Han tog tingene, som de forelaa, og fæstede sig derved, at der var en fremgang at mærke; hans syn paa fædrelandets stilling rammes vistnok bedst ved de ovenfor (pag. LVIII seqv.) gjengivne ytringer af Jakob Volf. Som disse to mænd tænkte formodentlig en stor del af hin tids Nordmænd. Frederik II. var for dem den naturlige arvtager efter Harald Haarfagre, og de havde ingen forstaaelse af, hvori det egentlig var, der var foregaaet en forandring, ligesaa lidt som
