dre videnskabelige kredse vedligeholdtes gjennem en stadig brevveksling.
I Norge, som i sydligere lande, hører den stadige, meget udviklede brevskrivning med til de eiendommelige sider ved den virksomhed, der øvedes af humanisterne. Selv hvor humanismens repræsentanter mest fordybede sig i studiet af sit eget lands forhold, bevarede de dog gjennem sin udstrakte brevveksling sin forsknings almene karakter. Paa en vis maade kunde det siges, at hvad tidsskrifterne udrette i det 19de aarhundrede, det var i det 15de og 16de brevskrivningens opgave. Men disse venner, der førte sit videnskabelige og literære samliv i breve, de havde tillige en stærk tilbøielighed til at beundre hinanden, under forudsætning af gjensidighed, og dette ledede til store overdrivelser. Det literære koterivæsen med den gjensidige beundring har neppe ofte været større end paa hine tider. Jens Nilssøn lagde selv megen vægt paa sine gode forbindelser i brevskriverveien; han følte rimeligvis sin egen literære betydning vokse, naar han erindrede, hvilke literære venner han havde.
Det er det latinske sprog, der altid anvendtes i saadanne breve. Det er ogsaa dette, som Jens Nilssøn med forkjærlighed benytter i sine trykte skrifter. Modersmaalet kommer blot til anvendelse i hans bønner og prædikener. Han fulgte her sin samtids skik. Latinen var det alt beherskende universalsprog, og den, som vilde gjøre regning paa at blive læst af et større publikum inden samtidens dannede mænd, var henvist til at benytte sig deraf. En altfor udbredt skjævhed i den historiske opfatning, der er vokset op af den grundtvigianske betragtningsmaade, har foranlediget, at de store literaturhistoriske arbeider over den dansk-norske literatur tildels have betragtet dette datidens herredømme i et falskt lys, og at de have bedømt forholdene i det 16de aarhundrede efter de skjævheder, som de have fundet i senere tider. Den har bragt dem til at overse den store betydning, som anvendelsen af dette sprog har havt baade under og efter reformationstiden, og derigjennem ere de komne til at give ensidige fremstillinger, af hvilke ingen læser skal kunne faa rede paa, hvad der virkelig er det sande forhold. Det var netop humanismen, der gav anledning til gjenoplivelsen af den middelalderske historie, og det var den, som bragte blikket til at vende sig mod hjemlandets egne forhold; langt fra at hemme udviklingen, var Latinen her det befordrende og befrugtende element,
