og gjennem den vandt kjendskabet til de forskjellige landes forhold i nutid og fortid en udbredelse, som den under andre omstændigheder ikke kunde have faaet. Hvad f. ex. Jens Nilssøn i Elegidion skrev om Thelemarken, kunde nu læses i Tyskland, og det fremtraadte desuden i en form, der var ganske anderledes fuldendt end den, han kunde have givet det ved at benytte sit modersmaal. Videnskab og digtekunst behøvede just at fremholde sin almene karakter, og de bleve styrkede, ikke kuede af Latinen. I dennes ly fremvoksede netop i stilhed den literatur, der skulde hæve „vulgærsprogene“ op til den rang, der tilkom dem, og den latinske historieskrivning blev ialfald ikke i Norden fremmet paa bekostning af den nationale.
I sine latinske skrifter fremtræder Jens Nilssøn som den ægte humanist. Hans skildringer af fædrelandets natur ere i formen digtede efter de klassiske mønstre, saaledes som de opfattedes i det 16de aarhundrede, og deres ydre apparat er det, som gjenfindes hos de latinske digtere. Men den tankegang, som gaar igjennem dem, minder stærkt om den moderne tids opfatning. Jens Nilssøn skildrer naturen efter den virkning, den har paa beskueren; der er mellem ham og den en indre vekselvirkning, der var middelalderen aldeles ukjendt. Han staar der ikke som den kolde og ligegyldige betragter, men som den, der gribes og i sine følelser og stemninger stærkt paavirkes af fædrelandets storartede natur. Denne vækker ham og stemmer ham til andagt og bøn.
Det rent personlige følelsesliv indtager en meget fremtrædende plads i Jens Nilssøns latinske digtning. Han lægger sine sorger, sine religiøse stemninger frem for læseren og lader ham tage del deri. Det er dog her ikke alene theologen, men simpelthen den troende kristen, der har ordet. Digteren hører ikke til den talrige skare af humanister, for hvem digtekunsten var et middel til at udbrede letsindighed; han er den lutherske humanist, for hvem saadant er den rene vederstyggelighed. Ved ham er der ikke det ringeste stænk af det humanistiske hedenskab, og man kan den dag idag føle sig tiltalt af den oprigtige tro, der taler til os gjennem hans digte.
Som geistlig taler indtog Jens Nilssøn utvivlsomt en fremtrædende plads mellem sin samtids norske og danske geistlige, og allerede af denne grund vilde en samlet udgave af samtlige hans prædikener være et nyttigt og betimeligt foretagende. Han
