Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/133

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
CXXXIII

havde betragtet som sin vigtigste opgave. Men denne historieforskning kom ogsaa ind paa andre nye baner; der begyndte hos mere end en af dens repræsentanter at vaagne en kritisk sans, som rigtignok ikke med det samme naaede fuld modenhed.

Humanismen i Norden er væsentlig en aflægger af den tyske og har fra denne laant sit præg. Ganske som i Tyskland vender den sig ogsaa i Norden mod behandlingen af fædrelandets historie og samtidige forhold. I Danmark vaagner deri det 16de aarhundrede en af humanismen præget, levende historisk interesse, der ikke alene er indskrænket til kredsen af universitetets lærde og i Norge gaar der en lignende bevægelse, samtidig med den, der foregaar i det sydlige broderland. Medens hos Peder Claussen Friis og Absalon Pederssøn Beyer humanismens umiddelbare indflydelse ikke lader sig paavise med den ønskelige klarhed, saa frembyder Jens Nilssøn og hans vennekreds i og omkring Oslo et fortrinligt exempel, der netop viser, hvorledes den norske humanisme artede sig. De to førstnævnte norske forfattere arbeidede ogsaa under paavirkning af sin samtids mest fremtrædende literære retning; men de havde sandsynligvis kun paa fjernere haand modtaget indtrykkene fra denne, skjønt disse vare stærke nok til at vække dem begge til en virksomhed, der har efterladt sig uforglemmelige spor.

Hos Absalon Pederssøn og Peder Claussøn spores kun i mindre grad den humanistiske ramme om deres forfatterskab, og efterverdenen kunde derved endog let fristes til at overse, at det var paa denne almene retning i tiden, de dog i grunden havde bygget. Men med hensyn paa Jens Nilssøn skal ingen glemme, hvor han egentlig hører hjemme.

Hos Jens Nilssøn træffes hele det humanistiske apparat. Han kjender den gamle mythologi og forstaar at bruge den med hele den rutine, som hans samtid havde tilegnet sig. Ogsaa hans personlige omgang var anlagt i ægte humanistisk aand. Omstændighederne havde føiet det saa, at han kunde tilbringe sit liv sammen med andre mænd, der stode paa samme grundlag af dannelse som han, og som delte hans interesser. Hans omgangskreds blev i Norge noget aldeles tilsvarende af de smaa humanistiske cirkler, der i det 16de aarhundrede havde dannet sig paa mange steder i Tyskland. Forbindelsen mellem medlemmerne af denne kreds indbyrdes saavelsom mellem dem og an-