17 Stille, alt Kjød, for Herrens Aasyn! Thi han er vaagnet og gaaet ud af sin hellige Bolig.
I et Syn, hvori Ypperstepresten Josva fremtræder i hele Folkets Sted, ser Profeten, hvorledes Gud forsvarer sit Folk mod Satans Anklage, tilgiver dem deres Synder og helliger dem. Fremdeles hører han, hvorledes Herren lover Josva, naar han er tro, sin Velsignelse og Bistand, og hvorledes han forjætter at ville sende Messias og i ham sørge for sin Menighed og skjenke den Syndeforladelse og Fred, 1-10.
1
OG han lod mig se Josva, Ypperstepresten, staaende for Herrens Engels Aasyn, og Satan staaende ved hans høire Side for at staa ham imod.
2 Og Herren sagde til Satan: Herren skjelde dig, Satan! Ja, Herren skjelde dig, han, som udvælger Jerusalem! Er ikke denne en rygende BRand, reddet af Ilden?
3 Men Josva var iført skidne Klæder, der han stod for Engelens Aasyn.
4 Og denne tog tilorde og sagde til dem, som stode for hans Aasyn: Tager de skidne Klæder af ham! Og han sagde til ham: Se, jeg tager din Misgjerning bort fra dig og ifører dig Høitidsklæder.
5 Og jeg sagde: Man sætte en ren Hue paa hans Hoved! Og de satte den rene Hue paa hans Hoved og iførte ham Klæder, medens herrens Engel stod der.
6 Da vidnede Herrens Engel for Josva og sagde:
7 Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Hvis du vandrer paa mine Veie, og hvis du tager Vare paa mine Bud, da skal du ogsaa dømme mit Hus og tage Vare paa mine Forgaarde; og jeg vil give dig Førere blandt disse, her staa[1].
8 Hør dog, Josva, du Yppersteprest! Du og dine Venner, som sidde for dit Aasyn, I ere Varsels Mædn[2]. Thi se, jeg lader min Tjener Spire[3] komme;
9 thi se, den Sten, jeg har lagt for Josvas Aasyn, — paa den ene Sten ere syv Øine[4] rettede! Se, jeg udskjærer dens Udskjæring, siger Herren, Hærskarernes Gud, og jeg tager dette Lands Misgjerning bort paa een Dag.
10 Paa den Dag, siger Herren, Hærskarernes Gud, skulle I indbyde den Ene den Anden, hen under Vinstokken og hen under Figentræet.
Profeten ser en Guldlysestage, Billedet af Menigheden, og ved dens SIder to Oljetræer, Billedet af de to Embeder, det prestelige og det fyrstelige, gjennem hvilke Herren lader sin Aand udstrømme over dem; ved denne Aands Kraft skal, trods den ringe Begyndelse og alle Hindringer, Templet fuldføres af Srubabel, som dengang beklædte det fyrstelige Embede, 1-14.
1
OG Engelen, som talte med mig, kom igjen, og han vakte mig som en Mand, der vækkes af sin Søvn.
2 Og han sagde til mig: Hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser, og se, der er en Lysestage, ganske af Guld, og dens Oljekar er ovenpaa den, og dens syv Lamper ere paa den, syv Rør for hver Lampe, som er ovenpaa den,
3 og to Oljetræer staa ved Siden af den, eet paa Oljekarrets høire Side og eet paa dets venstre Side.
4 Og jeg svarede og sagde til Engelen, som talte med mig, saaledes: Hvad er dette, min Herre?
5 Og Engelen, som talte med mig, svarede og sagde til mig: Ved du ikke, hvad dette er? Og jeg sagde: Nei, min Herre!
6 Da svarede han og sagde til mig: Dette er Herrens Ord til Serubabel: Ikke ved Magt og ikke ved Kraft, men ved min Aand, siger Herren, Hærskarernes Gud.
7 Hvo er du, du store Bjerg for Serubabels Aasyn? Bliv til Slette! Og han skal føre Topstenen[5] frem unde høie Raab: Naade, Naade være med den!
8 Og Herrens Ord kom til mig, saalydende:
9 Serubabels Hænder have grundlagt dette Hus, og hans Hænder skulle fuldføre det; og du skal kjende, at Herren Hærskarernes Gud, har sendt mig til eder.
10 Thi hvo vil foragte den ringe Begyndelses Dag? Med Glæde se hine Syv[6] Blyloddet i Serubabels Haand;
