Raakalve, en Raaes Tvillinger, som græsse blandt Liljerne.
6 Naar Dagen bliver sval og Skyggerne fly, vil jeg gaa til Myrrabjerget og til Virakhøien.
7 Du er aldeles deilig, min Veninde, og der er intet Lyde paa dig.
8 Med mig fra Libanon, min Brud, med mig fra Libanon skal du komme; du skal skue ud fra AManas Top, fra Senirs og Hermons Top, fra Løvers Boliger, fra Parderes Bjerge.
9 Du har indtaget mit Hjerte, min Søster, min Brud! Du har indtaget mit Hjerte med et Blik af dine Øine, med en af Kjæderne om din Hals.
10 Hvor liflig er din Kjærlighed, min Søster, min Brud! Hvor meget bedre er din Kjærlighed end Vin, og dine Salvers Duft end alle vellugtende Urter!
11 Af Honning dryppe dine Læber, min Brud! Honning og Melk er der under din Tunge, og Duften af dine Klæder er som Duften af Libanon.
12 En tillukket Have er min Søster, min Brud, et tillukket Væld, en forseglet Kilde.
13 Dine Skud ere en Lysthave af Granatæbletræer med den kostelige Frugt, Cyperbuske med Narder,
14 Nardus og Safran, Kalmus og Kanel med allehaande Viraktræer, Myrra og Aloetræer samt alle de bedste vellugtende Urter,
15 en Kilde i Haverne, en Brønd med levende Vande og Strømme fra Libanon.
16 Vaagn op, Nordenveir, og kom, Søndenveir! Blæs gjennem min Have, forat dens Duft maa udstrømme! Min Elskede komme til sin Have og æde sin kostelige Frugt!
Brudgommen svarer sin Brud, at han har fulgt hendes Indbydelse, og indbyder sine Venner til at tage Del i hans Glæde, 1. -- Bruden klager over, at hun ikke i rette Tid har lukket op for Brudgommen, at han derfor er forsvunden for hende, og at hun siden forgjæves har ledt efter ham under Trængsel og Forsmædelse, 2-7; hun opfordrer Jerusalems Døtre til, om de finde ham, at fortælle ham, hvor høit hun elsker ham, og priser paa deres Spørgsmaal om hans Fortrin fremfor Andre hans Skjønhed og Herlighed, 8-16.
JEG er kommen til min Have, min Søster, min Brud! Jeg har plukket min Myrra tilligemed min Balsam, jeg har ædt min Honning tilligemed min Druehnning, jeg har drukket min Vin tilligemed min Melk; æder, Venner, drikker og bliver drukne, mine Elskede!
2 Jeg sover, men mit Hjerte vaager; da lyder min Elskedes Røst, der banker paa: Luk op for mig, min Søster, min Veninde, min Due, min Fromme! Thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.
3 [Jeg sagde:] Jeg har afført mig min Kjortel, hvorledes skulde jeg iføre mig den? Jeg har tvættet mine Fødder, hvorledes skulde jeg smudse dem til?
4 Min Elskede rakte sin Haand ind gjennem Lugen, og mit Indre blev heftig bevæget for hans Skyld.
5 Jeg stod op for at lukke op for min Elskede, og mine Hænder dryppede af Myrra, og mine Fingre af flydende Myrra paa Laasens Haandtag.
6 Jeg lukkede op for min Elskede, men min Elskede var vendt om, var gaaet bort; min Sjæl var ude af sig selv, da han talte; jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke; jeg raabte paa ham, men han svarede mig ikke.
7 Vægterne, som gaa omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, saarede mig; de toge mit Slør fra mig, Vægterne paa Murene.
8 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! Om I finde min Elskede, hvad skulle I fortælle ham? — At jeg er syg af Kjærlighed.
9 Hvad er din Elskede fremfor en anden Elsket, du deiligste blandt Kvinderne, hvad er din Elskede fremfor en anden Elsket, at du saaledes besværger os?
10 Min Elskede er hvid og rød, udmærket fremfor Titusinde.
11 Hans Hoved er som det fineste Guld; hans Lokker bølge ned, sorte som Ravnen.
12 Hans Øine ere som Duer ved Vandbække; de bade sig i Melk, sidde i sin Indfatning.
13 Hans Kinder ere som et Balsambed, som Taarne af Kryderurter;
