duerne, skimtende frem gjennem Gitteret.
10 Min Elskede tager tilorde og siger til mig: Stat op, min Veninde, min Deilige, og kom!
11 Thi se! Vinteren er forgangen, Regnet er forbi, er borte,
12 Blomsterne komme tilsyne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst har ladet sig høre i vort Land,
13 Figentræet krydrer sine Figener, og Vinrankernes Blomster dufte. Stat op, kom, min Veninde, min Deilige, saa kom dog!
14 Min Due i Klippens Rifter, i Fjeldtindens Ly! Lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! Thi din Røst er sød, og din Skikkelse yndig.
15 Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene! Vore Vingaarde staa jo i Blomst.
16 Min Elskede er min og jeg er hans, som vogter sin Hjord blandt Liljerne.
17 Inden Dagen bliver sval og Skyggerne fly, vend om og lign, min Elskede, en Raa eller en ung Hjort paa de kløftede Bjerge!
Bruden taler om, hvorledes hun i Trængselens Nat længe forgjæves har søgt efter sin Brudgom, omsider fundet ham og nu ikke vil slippe ham; hun beder om, at hun ikke maa blive forstyrret i Nydelsen af hans Kjærlighed, 1-5. Bruden sees at komme op fra Ørkenen; Brudgommen (som her her kaldes Salomo) har Bæresengen færdig til hendes Modtagelse og er selv smykket med en herlig Krone paa sin Bryllupsdag, 6-11.
AA mit Leie om Nætterne ledte jeg efter ham, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, men jeg fandt ham ikke.
2 [Da sagde jeg:] Jeg vil staa op og gaa omkring i Staden, paa Gaderne og paa Torvene; jeg vil lede efter ham, som min Sjæl elsker. Jeg ledte efter ham, men jeg fandt ham ikke.
3 Vægterne, som gaa omkring i Staden, fandt mig. [Jeg sagde til dem:] Have I seet ham, som min Sjæl elsker?
4 Neppe var jeg gaaet fra dem, før jeg fandt ham, som min Sjæl elsker; jeg tog fat i ham, og jeg slipper ham ikke, før jeg har ført ham til min Moders Hus, til hendes Kammer, som undfangede mig.
5 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre, ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken: Vækker ei og opvækker ei Kjærligheden, før den selv begjærer det!
6 Hvo er hun, som kommer op fra Ørkenen som Røgstøtter, omduftet af Myrra og Virak, af alle Kræmmerens Kryderier?
7 Se, Salomos Seng — seksti Vældige staa trindt omkring den, af Israels Vældige,
8 allesammen fortrolige med Sverd, oplærte til Krig, hver med sit Sverd ved sin Lænd for Rædslernes SKyld om Nætterne.
9 En Bæreseng gjorde Kong Salomo sig af Libanons Træer.
10 Dens Stolper gjorde han af Sølv, den Rygstød af Guld, dens Pude af Purpur; dens Indre er smykket med Kjærlighed af Jerusalems Døtre.
11 Gaar ud, I Zions Døtre, og ser paa Kong Salomo med den Krone, hans Moder har kronet ham med paa hans Bryllupsdag, paa hans Hjertes Glædesdags!
Brudgommen priser Brudens Deilighed 1-7, erklærer, at hun skal dele Herredømmet med ham, fordi hun ved sin Ynde har vundet hans Hjerte, 8-11, og sammenligner hende med en vel tillukket Have og Kilde, med en Lysthave, fuld af herlige Frugttræer, vellugtende Urter og friske Vande, 12-15. Bruden ønsker, at Vinden vil bringe hendes Have til ret at dufte, og at Brudgommen vil komme og nyde sin Haves kostelige Frugter, 16.
E, du er deilig, min Veninde, se, du er deilig. Dine Øine ere Duer bag dit Slør; dir Haar er som en Hjord af Gjeder, som leire sig nedad Gileads Bjerg.
2 Dine Tænder ere som en Hjord af klippede Faar, der stige op af Badet, der allesammen føde Tvillinger, og intet iblandt dem er uden Lam.
3 Dine Læber ere som en Skarlagensnor, og din Mund er yndig; som et Stykke af et Granatæble er din Tinding bag dit Slør.
4 Din Hals er som Davids Taarn, bygget til at hænge Sverd paa; tusinde Skjolde hænge paa det, alle de Vældiges Skjolde.
5 Dine to Bryster ere ligesom to
