Bruden (den israelitiske Menighed) længes efter sin himmelske Brudgom (Messias), 2-4. Hun taler om den uanselige Tilstand, hvori hun ved sine Trængsler er kommen, og om sin hjertelige Attraa efter at finde sin Brudgom, 5-7. Denne underviser hende om, hvor han er at finde, og lover hende herlig Prydelse, 8-11. Hun vidner om, hvilken dyrebar Skat hun har i ham, 12-14. Han priser hende, 15, hun ham igjen, 16. 17.
HØISANGEN, som er af Solomo
2 Han kysse mig med Kys af sin Mund! Thi din Kjærlighed er bedre end Vin.
3 Dine Salvers Lugt er liflig, dit Navn er en udgydt Salve; derfor elske Jomfruer dig.
4 Dag mig! Efter dig ville vi løbe. Kongen har ført mig ind i sine Kamre; vi ville fryde og glæde os i dig, vi ville prise din Kjærlighed mere end Vin; oprigtig elske de dig.
5 Sort er jeg, dog yndig, I Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som Salomos Telttepper.
6 Ser ikke paa mig, at jeg er saa sort, at Solen har brændt mig! Min Moders Sønner bleve vrede paa mig, de satte mig til at vogte Vingaardene; min egen Vingaard har jeg ikke vogtet.
7 Fortæl mig dog, du, som min Sjæl elsker: Hvor vogter du Hjorden? Hvor lader du den hvile om Middagen? Thi hvorfor skal jeg være som en Kvinde, der gaar tilhyllet ved dine Medbrødres Hjorde?
8 Ved du det ikke, du deiligste blandt Kvinder, saa gak ud i Faarenes Spor og vogt dine Kid ved Hyrdernes Boliger!
9 Med Gangerne for Faraos Vogne ligner jeg dig, men Venind!
10 Yndige ere dine Kinder mellem Kjæderne, din Hals i Perleraderne.
11 Guldkjæder vile vi gjøre dig med Sølvprikker i.
12 Saalænge Kongen var ved sit Bord, gav min Nardus sin Lugt.
13 Min Elskede er mig en Myrrakugle, som hviler mellem mine Bryster.
14 Min Elskede er mig en Cyperdrue i En-Gedis Vingaarde.
15 Se, du er deilig, min Veninde, se, du er deilig; dine Øine ere Duer.
16 Se, du er skjøn, min Elskede, og liflig, og vort Leie er grønt;
17 Cedere ere vore Huses Bjælker, Cypresser vort tavlede Loft.
Bruden ligner sig med en Lilje, Brudgommen stadfæster hendes Ord, 1. 2. Hun priser ham, skildrer sin Længsel efter hans Kjærlighed og sin Salighed i den og beder, at hun ikke maa blive forstyrret i dens Nydelse, 3-7. Bruden udtaler sin Glæde over, at Brudgommen besøger hende, forkynder hende, at hendes Trængsels Tid er forbi, og opfordrer hende til at glæde ham med sin deilige Skikkelse og liflig Sang, 8-14. Hun ytrer Ønske om, at Vingaarden, som staar i Blomst, maa blive beskjermet mod sine Fiender, udtaler sin Glæde over sit Samfund med Brudgommer og beder ham ved Afskeden at gjentage sit Besøg, 15-17.
JEG er Sarons Blomst, Dalens Lilje.
2 Som en Lilje blandt Tornene, saa er min Veninde blandt Døtrene.
3 Som et Æbletre blandt Skovens Træer, saa er min Elskede blandt Sønnerne; i hans Skygge lyster det mig at sidde, og hans Frugt er sød for min Gane.
4 Han har ført mig til Vinhuset, og hans Banner over mig er Kjærlighed.
5 Styrker mig med Druekager, kvæger mig med Æbler! Thi jeg er syg af Kjærlighed.
6 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans Høire favner mig.
7 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre, ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken: Vækker ei og opvækker ei Kjærligheden, førend den slev begjærer det!
8 Min Elskedes Røst! Se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Høiene.
9 Min Elskede ligner en Raa eller en ung Hjort; se, der staar han bag vor Væg, kigende ind gjennom Vin-
