6 Saa din Sæd om Morgenen, og lad ikke din Haand hvile mod Aftenen; thi du ved ikke, hvad der vil lykkes, dette er hint, eller om begge Dele blive gode.
7 Og sødt er Lyset, og lysteligt er det for Øinene at se Solen.
8 Thi om Mennesket lever mange Aar, skal han glæde sig i dem alle og komme Mørkets Dage i Hu; thi de ere mange, — Alt, hvad der kommer, er Forfængelighed.
9 Glæd dig, du Unge, i din Ungdom, og lad dit Hjerte være vel tilmode i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn! Men vid, at for alt dette vil Gud føre dig frem for Dommen.
10 Og lad Græmmelse vige fra dit Hjerte, og hold Ondt borte fra dit Kjød! Thi Ungdom og Morgenrøde er Forfængelighed.
Prædikeren formaner fremdeles de Unge til at komme sin Skaber i Hu i sin Ungdoms Dage, før Alderdommen kommer, hvis mange Besværligheder og Ende han skildrer under forskjellige Billeder, 1-7. Han slutter Bogen med det Vidnesbyrd, at Alt er Forfængelighed, med nogle Bemærkninger om sig selv og sit Skrift og med den Formaning, der sammenfatter det Hele i en Hovedsum: Frygt Gud og hold hans Bud, 8-14.
OG tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og Aar indtræde, om hvilke du skal sige: De behage mig ikke,
2 førend Solen og Lyset og Naanen og Stjernerne formørkes, og Skyerne komme igjen efter Regnet, —
3 den Dag, da Husets Vogtere skjælve, og de kraftige Mænd blive krumme, og de malende hvile, fordi de ere blevne faa, og de, som se gjennem Vinduerne, blive dunkle[1],
4 og begge Døre til Gaden lukkes, medens Møllens Røst bliver svag og hæver sig kun til SPurvens Røst, og alle Sangens Døtre blive lavmælte,
5 og man ogsaa frygter for hver Bakke, og der er Rædsler paa Veien, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen slæber sig frem, og Kapersen mister sin Kraft; thi Mennesket gaar bort til sit evige Hus, og de Sørgende gaa omkring paa Gaden, —
6 førend Sølvsnoren borttages, og Guldskaalen sønderslaaes, og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderknuses og falder ned i Brønden,
7 og Støvet vender tilbage til Jorden og bliver, som det var før, og Aanden vender tilbage til Gud, som gav den.
8 Forfængeligheders Forfængelighed, siger Prædikeren; Alsammen er Forfængelighed.
9 Forøvrigt er at sige, at PRædikeren var en Vismand; fremdeles at han lærte Folket Kundskab og veiede og ransagede, han bragte mange Ordsprog i Stand.
10 Prædikeren søgte at finde liflige Ord, og skrevet er, hvad rigtigt er, Sandheds Ord.
11 De Vises Ord ere som Braadde, og Samlingernes Visdomssprog sidde fast som Nagler; de ere givne af een Hyrde[2].
12 Og forøvrigt: Lad dig paaminde af dem, min Søn! At gjøre mange Bøger er der ingen Ende paa, og megen Granskning volder Kjødets Udmattelse.
13 Enden paa Sagen (det Hele er nu hørt) er denne: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske.
14 Thi enhver Gjerning skal Gud føre frem for Dommen over Alt, hvad der er skjult, være sig Godt eller Ondt.
