hans Læber ere som Liljer, de dryppe af flydende Myrra.
14 Hans Hænder ere Guldringe, fyldte med Chrysoliter, hans Liv et Elfenbens Kunstverk, besat med Safirer.
15 Hans Ben ere Marmorstøtter, grundfæstede paa Fodstykker af fineste Guld; hans Skikkelse er som Libanon, udsøgt som Cedrene.
16 Hans Gane er idel Sødme, og hele hans Væsen er Liflighed; dette er min Elskede, og dette er min Ven, I Jerusalems Døtre!
Jerusalems Døtre tilbyde Bruden at ville opsøge hendes Brudgom og spørge om, hvor han er gaaet hen; hun svarer paa deres Spørgsmaal og vidner om det inderlige Forhold mellem ham og hende, 1-3. Han priser atter hendes Skjønhed og dens Magt over ham og vidner om, at han elsker hende fremfor alle sine andre Brude, 4-10. Hun fortæller om, hvorledes hun uforvarende blev ophøiet, 11. 12, og opfordres af Jerusalems Døtre til at vende om, forat de kunne glædes ved Synet af hende, 13.
VOR er din Elskede gaaet hen, du deiligste blandt Kvinderne, hvor han din Elskede vendt sig hen, forat vi kunne opsøge ham med dig?
2 Min Elskede er gaaet ned til sin Have, til Balsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og for at sanke Liljer.
3 Jeg er min Elskedes, og min Elskede er min, han, som vogter sin Hjord blandt Liljerne.
4 Deilig er du, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, forfærdelig som de bannerførende Hærskarer.
5 Vend dine Øine bort fra mig, thi de opflamme mig! Dit Haar er som en Hjord af Gjeder, der leire sig nedad Gilead
6 Dine Tænder ere som en Hjord af Faar, der stige op af Badet, der allesammen føde Tvillinger, og intet iblandt dem er uden Lam.
7 Som et Stykke af et Granatæble er din Tinding bag dit Slør.
8 Seksti Dronninger har jeg og otteti Medhustruer og unge Piger uden Tal.
9 Een er dog min Due, min Fromme; hun er sin Moders Eneste, hendes Udkaarede, som fødte hende; Døtre saa hende og priste hende salig, Dronninger og Medhustruer — og roste hende.
10 Hvo er hun, der straaler frem som Morgenrøden, deilig som Maanen, ren som Solen, forfærdelig som de bannerførende Hærskarer?
11 I Nøddehaven gik jeg ned for at se paa Dalens grønne Vækster, for at se, om Vinranken havde faaet Skud, om Granattræerne blomstrede.
12 Førend jeg vidste af det, satte min Sjæl mig hen paa mit ædle Folks Vogne.
13 Vend om, vend om, i Sulammit! Vend om, vend om, forat vi maa se paa dig! — Hvad ville I se paa Sulammit? — En Dans som Mahana’ims Dans!
Brudgommen priser atter sin Bruds Skjønhed og Elskelighed og vil nu nyde hendes Kjærlighed, 1-9. Hun bevidner ham sin Kjærlighed og indbyder ham til at komme med hende ud paa Marken og i Vingaardene, hvor hun vil skjenke ham sin Kjærlighed, 10-13.
VOR yndige ere dine Trin i Skoene, du Ædelbaarne! Dine Lænders Rundinger ere som Smykker, et Verk af Kunstnerhaand.
2 Din Navle er lig et rundt Bæger; gid det aldrig maa fattes Krydervin! Dit Liv er som en Hvededynge, omgjærdet med Liljer.
3 Dine to Bryster ere ligesom to Raakalve, en Raaes Tvillinger.
4 Din Hals er som Elfenbenstaarnet, dine Øine som Vanddammene i Hesbon ed Batrabbims Port, din Næse som Libabnons Taarn, der skuer hen imod Damaskus.
5 Dit Hoved paa dig er som karmel, og dit Hoveds bølgende Haar som Purpur; Kongen er fangen i Lokkerne.
6 Hvor deilig er du, og hvor liflig er du, o Kjærlighed, i Vellyst!
7 Denne din ranke Vækst ligner et Palmetræ, og dine Bryster Vindruer.
8 Jeg siger: Jeg vil stige op i Palmetræet, tage fat i dets Grene, og dine Bryster være som Vinrankens Druer, og din Næses Duft som Æblernes,
9 og din Gane som den gode Vin! — [1]Den, der gaar glat ned for min Elskede, der bringer Sovendes Læber til at tale.
- ↑ Brudens Ord.
