dette er Forfængelighed og et stort Onde.
22 Thi hvad har Mennesket for al sin Møie og for sit Hjertes Stræben, hvormed han gjør sig Møie under Solen?
23 Alle hans Dage ere jo Smerte, og hans Umag er idel Græmmelse; selv om Natten har hans Hjerte ikke Ro; ogsaa dette er Forfængelighed.
24 Er det ikke en god Ting hos Mennesket, at han æder og drikker og lader sin Sjæl se godt for sin Møie? Ogsaa dette saa jeg, at det er fra Guds Haand;
25 thi hvor kunde æde og hvo nyde mere end jeg?
26 Thi det Menneske, som er godt for hans Aasyn, giver han Visdom og Kundskab og Glæde; men Synderen giver han den Umag, at sanke og at samle for at give til den, som er god for Guds Aasyn; ogsaa dette er Forfængelighed og Higen efter Vind.
Al Ting i Verden har sin Tid, som Gud bestemmer, 1-8; et Menneske kan hverken udrette Noget ved sin Møie eller tilfulde fatte Guds Verdensstyrelse, 9-11; derfor kan det intet Bedre gjøre end at bruge Guds Gaver med Glæde og gjøre det Gode, 12. 13; at ville ændre, hvad Gud beskikker, er forgjæves, 14. 15. Prædikeren har vistnok seet Uretfærdighed indtage Rattens Sted blandt Menneskene, men han ved dog, at Gud har bestemt en Tid, da han vil dømme Alle, 16. 17. Derved, at Gud en Tid lang taaler Uretfærdighedens Herredømme i Verden, vil han prøve Menneskene og vise dem, hvor dybt de ere sunkne, idet der ingen synlig Forskjel er mellem deres og Dyrenes Død, 18-21. Det Bedste for Mennesket er derfor at kunne glæde sig ved sine Gjerninger, medens det endnu lever, 22.
L Ting har en bestemt Tid, og en Tid er der for enhver Idræt under Himmelen.
2 Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø, en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det Plantede,
3 en Tid til at dræbe og en Tid til at læge, en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge,
4 en Tid til at græde og en Tid til at le, en Tid til at klage og en Tid til at springe af Glæde,
5 en Tid til at kaste Stene bort og en Tid til at smale Stene, en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag,
6 en Tid til at søge og en Tid til at tabe, en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste,
7 en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen, en Tid til at tie og en Tid til at tale,
8 en Tid til at elske og en Tid til at Hade, en Tid til Krig og en Tid til Fred.
9 Hvad Fordel har den, som gjør Noget, af den Møie, han gjør sig dermed?
10 Jeg saa den Plage, Gud har givet Menneskenes Børn at plage sig med.
11 Alt har han gjort skjønt i sin Tid; ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hejrte, kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gjerning, Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.
12 Jeg ved, at der intet Godet er hos dem, uden at glæde sig og at gjøre Godt i sit Liv;
13 og videre: At et Menneske, hvem det saa er, æder og drikker og ser Godt for al sin Møie, det er en Guds Gave.
14 Jeg ved, at Alt, hvad Gud gjør, det skal være evindelig; dertil er Intet at lægge, og derfra er Intet at tage, og Gud har gjort det saa, forat man skal frygte for ham.
15 Hvad der er blevet, det var allerede forud, og hvad der skal vorde, det har allerede forut været, og Gud opsøger det Forsvundne.
16 Og jeg saa ydermere under Solen Rettens Sted, der var Ugudeligheden, og Retfærdighedens Sted, der var Ugudeligheden.
17 Jeg sagde i mit Hjerte: Den Retfærdige og den Ugudelige skal Gud dømme; thi en Tid for enhver Idræt og over Alt, hvad der er gjort, er fastsat hisset.
18 Jeg sagde i mit Hjerte: Saa sker for Menneskenes Børns Skyld, forat Gud kan prøve dem, og forat de kunne se, at de i sig selv ere Dyr;
18 thi en Hændelse ere Menneskenes Børn, og en Hændelse ere Dyrene, og een Hændelse træffer dem; som disse dø, saa dø hine, og een Aand have de alle, og noget Fortrin fremfor Dyret har Mennesket ikke, thi Altsammen er Forfængelighed.
20 De fare alle til eet Sted; de ere
