alle blevne til af Støvet, og de vende alle tilbage til Støvet.
21 Hvem ved, om Menneskenes Børns Aand farer opad, og om Dyrets Aand farer nedad til Jorden?
22 Og jeg saa, at Intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Del; thi hvo lader ham komme til at se det, som skal være efter ham?
Prædikeren, som har seet mange Undertrykkelser i Verden, priser de Døde lykkelige fremfor de Levende og de Ufødte lykkelige fremfor Begge, 1-3; Nidkjærhedens urolige Stræben gjør ikke lykkelig, saa lidt som Daarskabens Uvirksomhed; lidt Ro er bedre end idel Møie og unyttige Stræben, 4-6; ulykkeligt er dens Liv, som staar ene og forladt i Verden og derhos aldrig faar nok; bedre To end Een, 7-12; ogsaa Konger maa erfare Livets Forfængelighed, thi Undersaatters Kjærlighed er ubestandig, 13-16. Prædikeren formaner til en sand Gudsdyrkelse, 17.
G jeg vendte mig og saa alle de Undertrykkelser, som ske under Solen; og se, der var de Undertryktes Graad, og de havde ingen Trøster, og fra deres Undertrykkeres Haand udgik Vold, og de havde ingen Trøster.
2 Da priste jeg de Døde, som allerede vare døde, fremfor de Levende, som endnu vare ilive,
3 men lykkelig fremfor dem begge den, som endnu ikke har været, som ikke har seet den onde Gjerning, som sker under Solen.
4 Og jeg saa al Møie og al Dygtighed i Gjerningen, — at det er, at den Enes avindsyge Nidkjærlighed er større end den Andens; ogsaa det er Forfængelighed og Higen efter Vid.
5 Daaren lægger sine Hænder sammen og æder sit eget Kjød.
6 Bedre er en Haandfuld Ro end Næver, fulde af Møie og Higen efter Vind.
7 Og jeg vendte mig og saa Forfængelighed under Solen:
8 Der er en Enlig uden en Anden, heller ikke Søn eller Broder har han, og dog er der ingen Ende paa al hans Møie, heller ikke blive hans Øine mætte af Rigdom; — og for hvem gjør jeg mig Møie og lader min Sjæl fattes Godt? Ogsaa det er Forfængelighed, og en ond Plage er det.
9 Bedre To end Een, thi de have en god Løn for sin Møie;
10 thi om de falde, kan den Ene reise sin Stalbroder op; men ve ham, den Ene, som falder uden en Anden til at reise ham op!
11 Ligeledes, naar To ligge sammen, saa blive de varme; men hvorledes skulde en Enlig blive varm?
12 Og om En kan overvælde ham, den Enlige, saa kunne de To holde Stand imod ham, og tredobbelt Traad sønderrives ikke saa snart.
13 Bedre en Yngling, fattig og viis, end en Konge gammel og daarlig, som ikke mere skjønner at lade sig advare;
14 thi fra Fangernes Hus gaar hin ud for at blive Konge[1]; denne bliver fattig, endog han er født i sit Kongedømme.
15 Jeg saa alle de Levende, som vandre under Solen, hos Ynglingen, den Anden, som skulde træde i hans[2] Sted.
16 Der var ingen Ende paa alt Folket, paa alle dem, i hvis Spids han stod. Alligevel glæde de Senere sig ikke ved ham, thi ogsaa dette er Forfængelighed og Higen efter Vind.
17 Forvar din Fod, naar du gaar til Guds Hus! At holde sig nær for at høre er bedre, end at Daarerne give Offer; thi de vide ikke, at de gjøre Ondt.
Naar man taler til Gud, skal man bruge faa og vel betænkte Ord, 1. 2; man skal betale sin Løfter, 3-6, ikke forarges, naar den Fattige undertrykkes, ikke være havesyg, thi Rigdom er forfængelig, 7-16. En Guds Naade er det, naar man kan nyde Guds Gaver med Glæde og Gudsfrygt, 17-19.
ÆR ikke snar med din Mund og lad ikke dit Hjerte haste med at fremføre et Ord for Guds Aasyn! Thi Gud er i Himmelen, og du paa Jorden; derfor lad dine Ord være faa!
2 Thi af megen Umag komme Drømme, og daarlig Tale af mange Ord.
