kjendte, at ogsaa dette var Higen efter Vind.
18 Thi hvor der er megen Visdom, der er megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.
Sand Lykke opnaaes heller ikke ved sanselig Nydelse, 1. 2, end ikke, naar denne forbindes med jordisk Visdom; ogsaa det har Prædikeren selv erfaret, 3-11; denne Visdom er vel bedre end Daarskaben, men ikke det sande Gode, 12-23. Derimod er det et Gode, i Fred og sand Glæde at nyde Guds Gaver, og det skjenkes af Herren, 24-26.
JEG sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil prøve dig med Glæde, og nyd, hvad godt er! Men se, ogsaa det er Forfængelighed.
2 Til Latteren sagde jeg: Du er gal! Og til Glæden: Hvad gjør denne?
3 Jeg tænkte i mit Hjerte paa at lade mit Kjød gjøre sig tilgode med Vin, medens mit Hjerte styrede det med Visdom, og at holde fast ved Daarskab, indtil jeg fik se, hvad der var Menneskenes Børn godt at gjøre under Himmelen i sit Livs Dages Tal.
4 Jeg gjorde mine Gjerninger store, jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Vingaarde,
5 jeg gjorde mig Haver og Lystlunde og plantede i dem alle Slags Frugtræer,
6 jeg gjorde mig Vanddamme for af dem at vande en Skov af opvoksende Træer.
7 Jeg kjøbte Trælle og Trælkvinder, og hjemmefødte Tjenestefolk fik jeg mig; ogsaa meget Kvæg, stort og smaat, fik jeg mig, mere end Alle, som havde været før mig i Jerusalem;
8 jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og Kongers og Landskabernes kostbare Skatte; jeg skaffede mig Sangere og Sangerinder og Menneskenes Børns Lyst, Hustru og Hustruer.
9 Og jeg blev stor og mægtig fremfor Enhver, som havde været før mig i Jerusalem; ogsaa min Visdom blev hos mig.
10 Og Alt, hvad mine Øine begjærede, det forholdt jeg dem ikke, jeg negtede ikke mit Hjerte nogen Glæde; thi mit Hjerte havde Glæde af al min Møie, og dette var min Del af al min Møie.
11 Og jeg vendte mig hen til alle mine Gjerninger, som mine Hænder have gjort, og til den Møie, jeg havde møiet mig med at gjøre, og se: Altsammen var Forfængelighed og Higen efter Vind, og der er ingen Fordel under Solen.
12 Og jeg vendte mig til at betragte Visdom og Galskab og Daarskab; thi hvad vil det Menneske gjøre, som skal komme efter Kongen? Det, som Andre have gjort forlænge siden.
13 Og jeg saa, at Visdommen har Fortrin for Daarskaben, ligt Lysets Fortrin for Mørket;
14 den Vise har Øine i sit Hoved, men Daaren vandrer i Mørket. Men jeg erkjendte tillige, at det gaar den Ene som den Anden.
15 Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det gaar Daaren, saa vil det ogsaa gaa mig, og hvorfor har jeg da været saa overmaade viis? Og jeg sagde i mit Hjerte, at ogsaa dette var Forfængelighed;
16 thi der skal ligesaa lidt være Erindring om den Vise som om Daaren til evig Tid, eftersom i de kommende Dage Altsammen forlængst er glemt, og hvorledes dør ikke den Vise saavelsom Daaren!
17 Og jeg hadede Livet; thi ond tyktes mig den Gjerning, som gjøres under Solen; thi Altsammen er Forfængelighed og Higen efter Vind.
18 Og jeg hadede alt mit Arbeide, hvormed jeg havde gjort mig Møie under Solen, fordi jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal være efter mig.
19 Og hvem ved, om han bliver en Viis eller en Daare? Og dog skal han herske over alt mit Arbeide, hvormed jeg har gjort mig Møie, og hvori jeg har været viss under Solen; ogsaa dette er Forfængelighed.
20 Da vendte jeg mig til at lade mit Hjerte fortvivle over al den Møie, hvormed jeg havde møiet mig under Solen;
21 thi der er det Menneske, som har gjort sit Arbeide med Visdom og med Kundskab og med Dygtighed, og til et Menneske, som ikke har havt nogen Møie dermed, skal ha overgive det som hans Del; ogsaa
