nelse evindelig, du fryder ham med Glæde for dit Aasyn.
8 Thi Kongen sætter sin Lid til Herren, og ved den Høieste Miskundhed skal han ikke rokkes.
9 Din Haand skal finde alle dine Fiender, din Høire skall finde dine Avindsmænd.
10 Du skal gjøre dem som en Ildovn, naar du viser dit Aasyn; Herren skal opsluge dem i sin Vrede, og Ild skal fortære dem.
11 Deres Frugt skal du udlsette af Jorden, og deres Afkom blandt Menneskenes Børn.
12 Thi de have pønset paa Ondt imod dig, de have udtænkt Rænker; de skulle ikke magte Noget.
13 Thi du skal bringe dem til at vende Ryggen; med dine Buestrenge sigter du mod deres Aasyn.
14 Reis dig, Herre, i din Kraft! Vi ville lovsynge og prise din Vælde.
Messias klager over, at Gud, som dog har frelst Fædrene, saaofte de raabte til ham i sin Nød, og som ligefra hans Barndom har vist sig at være hans Gud, nu har forladt ham, uagtet han uafladelig raaber til ham og i sin jammerfulde Tilstand endog er bleven Gjenstand for almindelig Spot, 2-11. Omringet af grusomme Fiender, som true med at gjøre Ende paa hans Liv og handle med ham, som om han allerede var død, beder han Gud snart komme ham til Hjælp, 12.22. Forvisset om, at Herren har hørt denne hans Bøn, skildrer han sin Freses herlige og salige Følger: baade Israel og Hedningefolkene, baade Høie og Lave, ogsaa de kommende Slægter skulle nyde den Frugter og tilbede og prise Herren for den, 23-32.
1 Til Sangmesteren; efter Morgenrødens Hind[1]: en Psalme af David.
IN Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Langt borte fra min Frelse ere min Klages Ord.
3 Min Gud! Jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke, og om Natten, og jeg faar ikke tie.
4 Og du er dog hellig, du troner paa Israels Lovsange.
5 Paa dig forlode vore Fædre sig; de forlode sig paa dig, og du undfriede dem.
6 Til dig raabte de, og de bleve reddede; paa dig forlode de sig, og de bleve ikke beskjæmmede.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskers Spot og FOlks Foragt.
8 Alle de, som se mig, spotte mig, vrænge Munden, ryste Hovedet og sige:
9 Velt din Vei paa Herren! Han skal redde ham, han skal udfri ham, efterdi han har Behag i ham.
10 Ja, du er den, som drog mig frem af Moders Liv, som lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst.
11 Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv; fra min Moders Skjød er du min Gud.
12 Vær ikke langt borte fra mig: Thi Trængselen er nær, og der er ingen Hjælper.
13 Mange Tyre omringe mig, Basans Okser kringsætte mig.
14 De opspile sin Mund imod mig som en sønderrivende og brølende Løve.
15 Jeg er udøset som Vand, og alle mine Ben skille sig ad; mit Hjerte er som Voks, smeltet midt i mit Liv.
16 Min Kraft er fortørret som et Potteskaar, og min Tunge hænger fast ved mine Gummer, og i Dødens Støv lægger du mig.
17 Thu Hunde omringe mig, de Ondes Hob kringsætter mig; de have gjennemboret mine Hænder og mine Fødder.
18 Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig med Lyst.
19 De dele mine Klæder mellem sig og kaste Lod om min Kjortel.
20 Men du, Herre, vær ikke langt borte, du, min Styrke, skynd dig til min Hjælp!
21 Red min Sjæl fra Sverdet, mit Eneste[2] fra Hundens Vold!
22 Frels mig fra Løvens Gab! Ja, fra Vildoksernes Horn bønhører du mig.
23 Jeg vil kundgjøre dir Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig.
24 I, som frygte Herren, lover ham, al Jakobs Afkom, ærer ham, og frygter for ham, al Israels Afkom!
