10 Sin Fedtklump[1] lukke de til, med sin Mund tale de hovmodig.
11 Hvor vi gaa, kringsætte de mig nu; sine Øine rette de paa at fælde mig til Jorden.
12 Han er lig en Løve, som higer efter at sønderrive, og en ung Løve, der ligger paa lønlige Steder.
13 Reis dig, Herre, træd ham imøde, slaa ham ned, frels min Sjæl fra den Ugudelige med dit Sverd,
14 fra Menneskene med din Haand, Herre, fra denne Verdens Mennesker, som have sin Del i Livet, og hvis Bud du fylder med dine Skatte, som ere rige paa Sønner og efterlade sin Overflod til sine Børn.
15 Jeg skal i Retfærdighed skue dit Aasyn, jeg skal mættes, naar jeg vaagner, ved din Skikkelse.
David synger Herren en herlig Lovsang, fordi han har frelst ham af alle hans Fienders Haand, 1. Han priser først Gud som sin eneste Tilflugt og Hjælper, 2-4, beskriver saa, hvorledes Gud i hans store Nød og Trængsel har bønhørt ham, aabenbaret sin Majestæt og vældig udfriet ham, 5-30, viser hvorfor Gud var med ham og frelste ham, 21-28, beskriver videre, hvorledes Gud velsigner hans Kongedømme og giver ham Kraft til at underlægge sig sine Fiender, 29-46, og slutter med at prise Guds store Miskundhed mod ham og hans Slægt, 47-51.
1 Til Sangmestern; af Herrens Tjener David, som talte denne Sangs Ord til herren den Dag, da Herren havde udfriet ham af alle hans Fienders Haand og af Sauls Haand.
2 Og han sagde:
ERRE, jeg har dig hjertelig kjær, min Styrke!
3 Herren er min Klippe og min Fæstning og min Redder; min Gud er min Klippe, som jeg forlader mig paa, mit Skjold og min Frelses Horn, min Borg.
4 Jeg paakalder den Høilovede, Herren og fra mine Fiender bliver jeg frelst.
5 Dødens Reb omspændte mig, og Fordærvelsens Strømme forfærdede mig;
6 Dødsrigets Reb omgave mig, Dødens Snarer overfaldt mig.
7 I min Trængsel paakaldte jeg Herren, og jeg raabte til min Gud; han hørte fra sit Tempel min Røst, og mit Skrig kom for ham, til hans Øren.
8 Da rystede og bævede Jorden, og Bjergenes Grundvolde skalv, og de rystede, this hans Vrede var optændt.
9 Der gik Røg op af hans Næse, og fortærende Ild fra hans Mund; Gløder brændte ud af ham.
10 Og han bøiede Himmelen og steg ned, og der var Mulm under hans Fødder.
11 Og han for paa Keruber og fløi, og han for hastig frem paa Vindens Vinger.
12 Han satte Mørke til sit Dække, trindt omrking sig til sit Skjul, mørke Vande, tykke Skyer.
13 Frem af Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og gloende Kul!
14 Og Herren tordnede i Himmelen, den Høieste lod sin Røst høre, Hagel og gliende Kul!
15 Og han udsendte sine Pile og adsplittede dem[2], — Lyn i Mængde og forvirrede dem.
16 Da kom Vandenes Strømme tilsyne, og Jordens Grundvolde bleve blottede ved din Trusel, o Herre, for din Næses Aandepust.
17 Han udrakte sin Haand fra det Høie, han greb mig; han drog mig op af store Vande.
18 Han udfriede mig fra min stærke Fiende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for mægtige.
19 De overfaldt mig paa min Modgangs Dag; men Herren blev min Støtte.
20 Og han førte mig ud i det Frie; han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 Herren gjengjældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
22 Thi jeg tog vare paa Herrens Veie og veg ikke i Ondskab fra min Gud.
23 Thi alle hans Love havde jeg for Øie, og hans Bud lod jeg ikke vige fra mig.
