David beskriver, hvordan den maa være der skal kunne staa i Samfund med Herren, 1-5.
1 En Psalme af David.
HERRE, hvo skal bi i dit Telt? Hvo skal bygge paa dit hellige Bjerg?
2 Den, som vandrer ustraffelig og øver Retfærdighed og taler Sandhed i sit Hjerte,
3 som ikke bagvakser med sin Tunge, som ikke gjør sin Næste Ondt og ikke bringer Skjændsel over den, som er ham nær.
4 den, i hvis Øine den Forkastede er foragtelig, men som ærer dem, der frygte Herren, som sværger sig selv til Skade og ikke bryder sit Ord,
5 den, som ikke laaner sine Penge ud mod Rente[1] og ikke tager Gave imod den Uskyldige. Hvo dette gjør, skal ikke rokkes evindelig.
Messias beder Gud bevare ham, idet han med alle de Hellige, i hvem han har Velbehag, anser Herren for sit eneste Gode og skyr ethvert Samfund med dem, som tjene nogen Afgud, 1-4; han priser sin herlige Lod, at han har faaet Herren til sin Del, 5-7, og er fast forvisset om, at Gud vil udfri ham af Dødens Vold og give ham Liv og evig Glæde, 8-11.
1 En gylden Sang af David.
BEVAR mig, o Gud! Thi jeg tager min Tilflugt til dig.
2 Jeg siger til herren: Du er min Herre; jeg har intet Gode udenfor dig, —
3 idet jeg holder mig til de Hellige, som ere i Landet, og de Herlige, i hvem jeg har al min Lyst.
4 Mange ere deres Smerte, som kjøbe sig Andre[2]; jeg vil ikke udgyde deres[3] Drikoffere af Blod og ikke tage deres Navne paa mine Læber[4].
5 Herren er min tilfaldne Del og mit Bæger; du gjør min Lod herlig.
6 En Lod er tilfalden mig, som er liflig, og en Arv, som behager mig.
7 Jeg vil love Herren, som gav mig Raad; ogsaa om Nætterne minde mine Nyrer mig derom.
8 Jeg sætter altid Herren for mig; thi han er ved min Høire, jeg skal ikke rokkes.
9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære[5] fryder sig; ogsaa mit Kjød skal bo tryggelig.
10 Thi du skal ikke overlade min Sjæl til Dødsriget, du skal ikke lade din Hellige se Forraadnelse.
11 Du skal kundgjøre mig Livets Vei; Glædes Fylde er for dit Aasyn, Livsalighed ved din høire Haand evindelig.
Støttende sig til sit Hjertes Oprigtighed, beder David Herren paa underfuld Maade at frelse ham fra hans ugudelige og blodgjerrige Forfølgere, som ere ganske nær ved at faa ham i sin Magt, og udtaler det faste Haab, at Herren, som har givet dem denne Verdens Goder, vil lade ham efter Dødens Søvn skue hans Aasyn med Glæde, 1-15.
1 En Bøn af David.
HØR, o Herre, paa Retfærdighed, mærk paa mit Klageraab, vend Øret til min Bøn fra Læber uden Svig!
2 Fra dit Aasyn udgaa min Ret, dine Øine skue hen til Oprigtighed!
3 Du har røvet mit Hjerte, besøgt det om Natten, du har ransaget mig, du fandt Intet; min Mund viger ikke fra mine Tanker.
4 Overfor Menneskenes Gjerninger har jeg efter dine Læbers Ord taget mig Vare for Voldsmandens Stier.
5 Mine Skridt holdt fast ved dine FOdspor, mine Trin vaklede ikke.
6 Jeg paakalder dig, thi du svarer mig, o Gud! Bøi dit Øre til mig, hør mit Ord!
7 Vis din Miskundhed i underfulde Gjerninger, du, som med din høire Haand frelser dem, den henfly til dig, fra deres Modstandere!
8 Bevar mig som din Øiesten, skjul mig under dine Vingers Skygge
9 for de Ugudelige, som ødelægge mig, mine Dødsfiender, som omringe mig!
