3 Naar Grundvoldene nedbrydes, hva udretter da den Retfærdige?
4 Herren er i sit hellige Tempel. Herrens Trone er i Himmelen, hans Øine skue, hans Blik prøver Menneskenes Børn.
5 Herren prøver den Retfærdige: men den Ugudelige og den, som elsker Bold, hader hans Sjæl.
6 Han skal lade et Regn af Snarer falde paa de Ugudelige; Ild og Svovel og glødende Vind er deres Bægers Del.
7 Thi Herren er retfærdig, elsker Retfærdighed; paa den Oprigtige ser hans Aasyn.
David klager over den almindelige Fordærvelse, Troløshed og Hovmod og beder Herren om Hjælp derimod, 2-5. Herren tilsiger ham sin Hjælp, og han udtaler sin faste Fortrøstning til den, 6-9.
1 Til Sangmesteren, efter Scheminit[1]; en Psalme af David.
FRELS, Herre! Thi de Fromme ere borte, de Trofaste ere forsvundne blandt Menneskenes Børn.
3 Løgn tale de, hver med sin Næste, med sledske Læber; med tvesindet Hjerte tale de.
4 Herren udrydde alle sledske Læber, den Tunge, som taler store Ord,
5 dem, som sige; Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand, vore Læber ere med os, hvo er Herre over os?
6 For de Elendige Ødelæggelses Skyld, for de Fattiges Suks Skyld vil jeg nu reise mig, siger Herren; jeg vil skaffe dem Frelse, som hige derefter.
7 Herrens Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er renset i en Smeltedigel i Jorden, syv Gange lutret.
8 Du, Herre, vil bevare dem, du vil vogte dem for denne Slægt evindelig.
9 Rundt omkring sværme de Ugudelige, naar Nedrighed er ophøiet blandt Menneskenes Børn.
David klager over, at Herren tøver med at hjælpe ham i den store Trængsel, hvori hans Fiender have bragt ham, 2. 8, bøder om Redning, 4. 5, og er i Troen forvisset om den, 6.
1 Til Sangmestern; en Psalme af David.
HVOR længe, Herre, vil du glemme mig evindelig? Hvor længe vil du skjule dit Aasyn for mig?
3 Hvor længe skal jeg huse sorgfulde Tanker i min Sjæl, Kummer i mit Hjerte den hele Dag? Hvor længe skal min Fiende ophøie sig over mig?
4 Se hid, svar mig, Herre, min Gud! Opklar mine Øine, ofrat jeg ikke skal sove hen i Døden,
5 forat ikke min Fiende skal sige: Jeg fik Overhaand over ham, forat ikke mine Modstandere skulle fryde sig, naar jeg vakler.
6 Men jeg forlader mig paa din Miskundhed; mit Hjerte skal fryde sig i din Frelse; jeg vil lovsynge Herren, thi han har gjort vel imod mig.
David klager over den almindelige Fordærvelse blandt Menneskene, 1-3, udtaler sin faste Forvisning om, at Herren vil straffe de Ugudelige og hjælpe de undertrykte Retfærdige, 4-6, og længes hjertelig efter, at han i Naade vil frelse sit betrængte Folk, 7.
1 Til Sangmesteren; af David.
DAAREN siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud. Fordærvede, vederstyggelige ere deres Gjerninger; der er Ingen, som gjør Godt.
2 Herren skuer ned fra Himmelen paa Menneskenes Børn for at se, om der er nogen Forstandig, Nogen, som søger Gud.
3 De ere alle afvegne, alle tilhobe fordærvede; der er Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.
4 Sanse de da ikke, alle de, som øve Uret, som æde mit Folk, ligesom de øde Brød? Paa Herren kalde de ikke.
5 Da forfærdes de saare; thi Gud er iblandt den retfærdige Slægt.
6 Gjører kun den Elendiges Raad tilskamme! Thi Herren er hans Tilflugt.
7 O, at der fra Zion maa komme Frelse for Israel! Naar Herren gjør Ende paa sit Folks Fangenskab, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.
- ↑ Ps. 6, 1.
