Skyld, gjør din Vei jævn for mit Aasyn!
10 Thi der er ikke Sandhed i deres Mund; deres Indre er Fordærvelse, deres Strube en aaben Grav; sin Tunge gjøre de glat.
11 Døm dem skyldige, o Gud! Lad dem falde for sine Raads Skyld, styrt dem ned for deres mange Misgjerninger! Thi de ere gjenstridige mod dig.
12 Da skulle alle de, som tage sin Tilflugt til dig, glæde sig; til evig Tid skulle de juble, og du skal beskjerme dem; og de, som elske dit Navn, skulle fryde sig i dig.
13 Thi du velsigner den Retfærdige, o Herre! Som med et Skjold dækker du ham med Naade.
David, som ved sine Fiender er bleven bragt i den største Elendighed og deri ser er Tegn paa Guds Vrede over hans Synd, beder ham om Naade og Frelse, 2-8, og udtaler sin glade Forvisning om, at Herren har hørt hans Bøn, og at alle hans Fiender skulle blive tilskamme, 9-11.
1 Til Sangmesteren, med Strengeleg; efter Scheminit[1]; en Psalme af David.
HERRE, straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme!
3 Vær mig naadig, Herre, thi jeg er henvisnet! Helbred mig, Herre, thi mine Ben ere forfærdede,
4 og min Sjæl er saare forfærdet; og du Herre, hvor længe —?
5 Vend om, Herre, udfri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld!
6 Thi i Døden er der ingen Ihukommelse af dig; hvo vil prise dig i Dødsriget?
7 Jeg er træt af mine Sukke, jeg gjennembløder min Seng hver Nat; med mine Taarer væder jeg mit Leie.
8 Hentæret af Kummer er mit Øie; det er ældet for alle mien Fienders Skyld.
9 Viger fra mig, alle I, som øve Uret! Thi Herren har hørt min Graads Røst,
10 Herren har hørt min inderlige Begjæring, Herren tager imod min Bøn.
11 Beskjæmmede og saare forfærdede skulle alle mine Fiender blive; de skulle vige tilbage, blive tilskamme i et Øieblik.
David beder Herren om Redning fra sine Forfølgere, 2. 3; han bevidner for ham sin Uskydlighed, 4-6, og opfordrer ham som Verdens Dommer til at dømme mellem dem og ham, 7-10; han haaber, at dette vil ske til hans Frelse og hans Fienders Undergang, 11-14, ser i Aanden, hvorledes de rammes af Gjengjældelsen, 15-17, og priser Herren for hans Retfærdighed, 18.
1 En Schiggajon[2] af David, som han sang for Herren paa Grund af Benjaminiten Kus’s Ord.
HERRE, min Gud! Paa dig forlader jeg mig; frels mig fra alle mine Forfølgere og red mig,
3 forat ikke Fienden skal sønderrive min Sjæl som en Løve, sønderbryde, og der er Ingen, som redder!
4 Herre, min Gud! Dersom jeg har gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder,
5 dersom jeg har gjengjældt den Ondt, som holdt Fred med mig, eller plyndret den, som var min Fiende uden Aarsag,
6 saa forfølge Fienden min Sjæl og indhente den og træde mit Liv til Jorden og lægge min Ære[3]i Støvet! Sela.
7 Staa op, Herre, i din Vrede, reis dig mod mine Fienders Rasen og vaagn op til min Hjælp! Du har jo paabudt Dom.
8 Og lad Folkenes Forsamlig omringe dig, og vend tilbage over den til det Høie!
9 Herren holder Dom over Folkene; døm mig, Herre, efter min Retfærdighed og efter min Ustraffelighed, som er hos mig!
10 Lad dog de Ugudeliges Ondskab faa Ende og den Retfærdige staa fast! Du er jo den, som prøver Hjerter og Nyrer, en retfærdig Gud.
11 Mit Skjold er hos Gud, som frelser de Oprigtige af Hjertet.
