Veien! Thi snart kunde hans Vrede optændes. Salige ere alle de, som tage sin Tilflugt til ham[1].
David klager over sine mange Fiender, som erklære han for fortabt, 2. 3. Paa Grund af sin tidligere Erfaring af Herrens Naade er han dog tryg og rolig, 4-7, og beder om, at Gud fremdeles vil hjælpe ham, 8. 9.
1 En Psalme af David, da han flyede for Absalom, sin Søn.
HERRE, hvor mange ere mine Fiender! Mange reise sig imod mig.
3 Mange sige til min Sjæl: Der er ingen Frelse for ham hos Gud. Sela[2].
4 Men du, Herre, er et Skjold omkring mig, min Ære og den, som opløfter mit Hoved.
5 Høit raabte jeg til Herren, og han svarede mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
6 Jeg lagde mig og sov ind, jeg vaagnede; thi Herren støtter mig.
7 Jeg frygter ikke for Titusinder af Folk, som leire sig mod mig rundt omkring.
8 Reis dig, Herre, frels mig, min Gud! Thi du har slaaet alle mine Fiender paa Kindbenet, du har sønderbrudt de Ugudeliges Tænder.
9 Herren hører Frelsen til; over dit Folk være din Velsignelse! Sela.
David beder Herren bønhøre ham og hjælpe ham mod hans Fiender, 2. Han formaner disse til ikke længer at angribe ham, Herrens Udkaarede, 3. 4., til at være stille, tjene Herren i Oprigtighed og forlade sig paa ham, 5. 6. Selv stoler han paa Herren, har en Glæde i ham, som er større end deres timelige Glæde, og er tryg i hans Varetegt, 7-9.
1 Til Sangmesteren, med Strengeleg; en Psalme af David.
NAAR jeg raaber, da svar mig, min Retfærdigheds Gud! I Trængsel har du skaffet mig Rum; være mig naadig og hør min Bøn!
3 I vældige Mænd! Hvor kænge skal min Ære være skjændet? Hvor længe ville I elske Forfængelighed, søge Løgn? Sela.
4 Vider dog, at Herren har udkaaret sig en From! Herren hører, naar jeg raaber til ham.
5 Vredes, men synder ikke! Tænker efter i eders Hjerte paa eders Leie og værer stille! Sela.
6 Ofrer Retfærdigheds Offere og forlader eder paa Herren!
7 Mange sige: Hvo vil dog lade os se Godt? Opløft du dit Aasyns Lys over os, o Herre!
8 Du har givet mig Glæde i mit Hjerte, større end deres, naar deres Korn og Most er mangfoldig.
9 I Fred vil jeg baade lægge mig ned og sove ind; thi du, Herre, lader mig bo for mig selv, i Tryghed.
David beder Herren høre hans Bøn, forvisset om, at han, som ikke taaler de ugudelige i sit Samfund, naadig vil give ham Adgang dertil, 2-8. Han beder Herren bevare ham for den Undergang, hvormed hans ugudelige Fiender true ham, og lade dem selv gaa tilgrunde for sine mange Misgjerningers Skyld, 9-11. Da skulle alle Gudfrygtige glæde sig, 12. 13.
1 Til Sangmesteren, til Nechilot[3]; en Psalme af David.
VEND Øret til min Ord, o Herre, agt paa min Tanke!
3 Mærk paa mit Klageraab, min Konge og min Gud! Thi til dig beder jeg.
4 Herre, aarle høre du min Røst! Aarle lægger jeg min Sag frem for dig og venter.
5 Thi du er ikke en Gud, som har Behag i Ugudelighed; den Onde faar ikke bo hos dig.
6 Hovmodige faa ikke staa frem for dine Øine; du hader alle dem, som øve Uret.
7 Du lader dem, som tale Løgn, gaa tilgrunde; den blodgjerrige og falske Mand er en Vederstyggelighed for Herren.
8 Men jeg faar ved din meger Miskundhed gaa ind i dit Hus, kaste mig ned foran dit hellige Tempel i din Frygt.
9 Herre, leg mig ved din Retfærdighed for mine Modstanderes
