paa hvilket han havde opslaaet sit Telt, af Hemors, Sikems Faders, Sønner for hundrede Kesiter[1].
20 Og han opreiste der et Alter og kaldte det El Elohe Israel[2].
Dina, Jakobs Datter, skjændes af Sikem, Hemors Søn, der begjærer hende tilægte; dette loves ham paa Vilkaar, at han skal lade sig og Folket omskjære, 1-17. Han overtale Sikemiterne hertil, men inden de ere iægte, dræbes de af Simeon og Levi, 18-31.
OG Dina, Leas Datter, som hun havde født Jakob, gik ud for at se paa Landets Døtre.
2 Og Siken, Søn af Landets Fyrste, Heviten Hemor, saa hende; og han tog hende og laa hos hende og krænkede hende.
3 Og hans Hjerte hang ved Dina, Jakobs Datter, og han elskede Pigen og talte kjærlig til Pigen.
4 Og Siken sagde til Hemor, sin Fader: Tag mig denne Pige til Hustru!
5 Og Jakob hørte, at han havde skjændet Dina, hans Datter; og hans Sønner vare med hans Kvæg paa Marken, og Jakob taug, indtil de kom.
6 Og Hemor, Sikems Fader, gik ud til Jakob for at tale med ham.
7 Og Jakobs Sønner kom fra Marken, da de hørte; og Mændene græmmede sig og bleve saare vrede; thi han[3] havde øvet en Skjændighed mod Israel ved at ligge hos Jakobs Datter, og Saadant burde ikke ske.
8 Da talte Hemor med dem og sagde: Sikems, min Søns, Hjerte hænger ved eders Datter; giver ham dog hende til Hustru,
9 og indgaar Svogerskab med os, giver os eders Døtre og tager eder vore Døtre!
10 Og I skulle bo hos os, og Landet skal staa aabent for eder; bor og drager omkring og erhverver eder Eiendom i det!
11 Og Sikem sagde til hendes Fader og til hendes Brødre: Lad mig finde Naade for eders Øine, og jeg vil give, hvad I sige til mig.
12 Paalægger mig kun en saare stor Morgengave og Skjenk, og jeg vil give den, saaledes som I sige til mig, men giver mig Pigen til Hustru!
13 Da svarede Jakobs Sønner Sikem og Hemor, hans Fader, med Svig og lagde Rænker mod dem, fordi han havde skjændet Dina, deres Søster.
14 Og de sagde til dem: Vi kunne ikke gjøre det, at give vor Søster til en Mand, som har Forhud; thi det er os en Forsmædelse.
15 Kun paa det Vilkaar ville vi være eder til Vilje, at I blive som vi, idet alt Mandkjøn hos eder lader sig omskjære.
16 Da ville vi give eder vore Døtre og tage os eders Døtre og bo hos eder, og vi ville blive til eet Folk.
17 Men dersom I ikke ville høre os og lade eder omskjære, da ville vi tage vor Datter og drage bort.
18 Og deres Ord behagede Hemor og Sikem, Hemors Søn.
19 Og den unge Mand tøvede ikke med at gjøre dette, thi han havde Behag i Jakobs Datter, og han var æret fremfor Alle i sin Faders Hus.
20 Saa kom Hemor og Sikem, hans Søn, til sin Stads Port, og de talte til Mændene i sin Stad og sagde:
21 Disse Mænd ere dredelige mod os og ville bo i Landet og drage omrking i det; vi ville tage os deres Døtre til Hustruer og give dem vore Døtre.
22 Dog, kun paa det Vilkaar ville Mændene være os til Vilje i at bo hos os og blive til eet Folk med os, at alt Mandkjøn iblandt os lader sig omskjære, ligesom de ere omskaarne.
23 Deres Kvæg og deres Gods og alle deres Lastdyr, blive de ikke vore, naar vi kun ere dem til Vilje, saa de bo hos os?
24 Og de løde Hemor og Sikem, hans Søn, alle de, som gik ud af hans Stads Port; og alt Mandkjøn, Alle, som gik ud af hans Stads Port, bleve omskaarne.
25 Og det skede paa den tredje Dag, da de havde Smerter, da toge Jakobs to Sønner, Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sverd, og de kom over den trygge Stad og sloge alt Mandkjøn ihjel.
26 Og de sloge Hemor og Sikem, hans Søn, ihjel med Sverdets Eg og toge Dina ud af Sikems Hus og gik ud.
27 Jakobs Sønner kom over de Ihjelslagne og plyndrede Staden, fordi man havde skjændet deres Søster.
28 Deres smaa Kvæg og deres store Kvæg og deres Asener, baade
