hvad der var i Staden, og hvad der var paa Marken, toge de,
29 og alt deres Gods og alle deres Børn og deres Kvinder bortførte og røvede de tilligemed alt det, som var i Husene.
30 Da sagde Jakob til Simeon og til Levi: I have voldt mig Kummer, idet I have bragt mig i Vanrygte hos Landets Indbyggere, hos Kananiterne og Ferisiterne; og jeg er jo dog kun en liden Hob, og de ville samle sig imod mig og slaa mig ihjel, og jeg vil blive ødelagt, jeg og mit Hus.
31 Men de sagde: Skulde man da handle med vor Søster, som med en Skjøge?
Jakob bygger et Alter i Betel, hvor Gud atter aabenbarer sig for ham, 1-15. Rachel føder Benjamin og dør, 16-21. Ruben har Omgang med Bilha, sin Faders Medhustru. Jakobs tolv Sønner opregnes; han kommer til sin Fader i Hebron; Isak dør, 22-29.
OG Gud sagde til Jakob: Gjør dig rede, drag op til Betel og bliv der, og byg der et Alter for den Gud, som aabenbarede sig for dig, da du flygtede for Esaus, din Broders, Aasyn!
2 Da sagde Jakob til sit Hus og til alle dem, som vare med ham: Skaffer de fremmede Guder bort, som ere iblandt eder, og renser eder og skifter eders Klæder,
3 og lader os gjøre os rede og drage op til Betel, og jeg vil der bygge et Alter for den Gud, som bønhørte mig paa min Nøds Dag og var med mig paa den Vei, jeg vandrede.
4 Saa gave de Jakob alle de fremmede Guder, som de havde i sine Hænder, og Ringene som vare i deres Øren; og Jakob grov dem ned under Terebinten, som var ved Sikem.
5 Og de brøde op, og en Rædsel fra Gud var over Stæderne rundt omkring dem, saa de ikke forfulgte Jakobs Sønner.
6 Og Jakob kom til Lus, som er i Kana’ans Land, det er Betel, han og alt det Folk, som var med ham.
7 Og han byggede der et Alter og kaldte Stedet El-Betel[1]; thi der havde Gud aabenbaret sig for ham, da han flygtede for sin Broder.
8 Og Debora, Rebekkas Amme, døde, og hun blev begraven nedenfor Betel under Egen; og han kaldte den Navn Graads-Egen.
9 Og Gud aabenbarede sig atter for Jakob, da han kom fra Mesopotamien, og han velsignede ham.
10 Og Gud sagde til ham: Dit Navn er Jakob; dit Navn skal herefter ikke kaldes Jakob, men Israel skal være dit Navn. Og han kaldte hans Navn Israel.
11 Og Gud sagde til ham: Jeg er Gud, den Almægtige; vær frugtbar og former dig! Et Folk, ja en Skare af Folk skal komme af dig, og Konger skulle udgaa af dine Lænder.
12 Og det Land, jeg har giver Abraham og Isak, det vil jeg give dig; og din Afkom efter dig vil jeg give Landet.
13 Og Gud for op fra ham aa det Sted, hvor han havde talt med ham.
14 Da satte Jakob en Mindestøtte paa det Sted, hvor han havde talt med ham, en Mindestøtte af Sten; og han øste Drikoffer paa den og gjød Olje over den.
15 Og Jakob kaldte det Steds Navn, hvor Gud havde talt med ham, Betel.
16 Og de brøde op fra Betel, og da der endnu var et Stykke Vei tl Efrat, fødte Rachel, og hun havde en haard Fødsel.
17 Og under hendes haarde Fødsel sagde Jordemoderen til hende: Frygt ikke; thi ogsaa her har du en Søn.
18 Men idet hendes Sjæl for ud, thi hun døde, kaldte hun hans Navn Benoni[2]; men hans Fader kaldte ham Benjamin[3].
19 Saa døde da Rachel, og hun blev begraven paa Veien til Efrat, det er Bethlehem.
20 Og Jakob satte en Mindesten over hendes Grav; det er Mindestenen paa Rachels Grav indtil den Dag idag.
21 Og Israel brød op og opslog sit Telt bortenfor Migdal-Eder[4].
22 Og det skede, medens Israel boede i dette Land, at Ruben gik hen og laa hos Bilha, sin Faders Medhustru; og Israel hørte det. Og Jakob havde told Sønner.
23 Leas Sønne vare: Jakobs Før-
