23 Og han tog dem og førte dem over Aaen og bragte over, hvad han havde.
24 Men Jakob blev tilbage alene; og en Mand brødes med ham, indtil Morgenrøden oprandt.
25 Og saa denne saa, at han ikke kunde overvinde ham, rørte han ved hans Hofteskaal; og Jakobs Hofteskaal forvredes, idet han brødes med ham.
26 Og han sagde: Slip mig, thi Morgenrøden er oprunden! Men han sagde: Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig.
27 Og han sagde til ham: Hvad er dit Navn? Og han sagde: Jakob.
28 Og han sagde: Dit Navn skal herefter ikke kaldes Jakob, men Israel[1]; thi du har kjæmpet med Gud og med Mennesker, og du har faaet Overhaand.
29 Da spurgte Jakob og sagde: Giv mig dog dit Navn tilkjende! Og han sagde: Hvi spørger du om mit Navn? Og han velsignede ham der.
30 Og Jakob kaldte Stedets Navn Pniel[2]; thi [sagde han] jeg har seet Guds Aasyn til Aasyn, og mit Liv er blevet frelst.
31 Og Solen oprandt for ham, da han kom forbi Pnuel; og han haltede paa sin Hofte.
32 Derfor æde Israels Børn indtil denne Dag ikke Spændesenen, som er paa Hofteskaalen, fordi han rørte ved Jakobs Hofteskaal aa Spændesenen.
Jakob gaar med Ydmyghed sin Broder imøde; denne tager kjærlig imod ham og modtager først efter Overtalelse hans Gave, 1-11. Jakob Afslaar Esaus Tilbud om at ledage ham; han kommer til Sikem, 12-29.
G Jakob opløftede sine Øine og saa, og se, Esau kom, og fire hundrede Mand med ham. Da fordelte han Børnene til Lea og Rachel og begge Trælkvinderne,
2 og han satte Trælkvinderne med deres Børn foran og Lea med hendes Børn derefter og Rachel med Josef bagerst.
3 Og selv gik han frem foran dem og bøiede sig syv Gange til Jorden, indtil han kom nær til sin Broder.
4 Men Esau løb ham imøde og omfavnede ham og faldt ham om Halsen og kyssede ham, og de græd.
5 Og han opløftede sine Øine og saa Kvinderne og Børnene og sagde: Hvem er det, du har her? Og han sagde: Det er de Børn, Gud har skjænket din Tjener.
6 Saa gik da Trælkvinderne frem, de og deres Børn, og de bøiede sig;
7 og Lea gik ogsaa frem med sine Børn, og de bøiede sig, og derefter kom Josef og Rachel frem og bøiede sig.
8 Og han sagde: Hvad vil du med helle denne Leir, som jeg traf? Og han sagde: Finde Naade for min Herres Øine.
9 Og Esau sagde: Jeg har Nok; behold du, min Broder, hvad dit er!
10 Og Jakob sagde: Ikke saa! Dersom jeg har fundet Naade for dine Øine, saa modig min Gave af min Haand! Thi jeg har jo seet dit Aasyn, som man ser Guds Aasyn, og du har været mig naadig.
11 Modtag dog min Gave, som er bragt dig, siden Gud har været mig naadig, og siden jeg har Alt. Og han nødte ham, og han tog det.
12 Og han[3] sagde: Lader os bryde op og drage videre, og lad mig drage jævnsides med dig!
13 Men han sagde til ham: Min Herre ved, at Børnene ere svage, og det smaa Kvæg og det store Kvæg har nylig baaret hos mig, og driver man dem een Dag stærkt, saa dør alt Smaakvæget.
14 Min Here drage dog frem foran sin Tjener, og jeg vil drage langsomt, eftersom Kvæget, der er foran mig, og Børnene kunne komme frem, indtil jeg kommer til min Herre, til Se’ir.
15 Og Esau sagde: Saa vil jeg dog lade nogle af de Folk, som ere med mig, blive hos dig. Men han sagde: Hvortil det? Lad mig kun finde Naade for min Herres Øine!
16 Saa drog da Esau samme Dag sin Vei tilbage til Se’ir.
17 Og Jakob drog til Sukkot og byggede sig et Hus og gjorde Hytter til sit Kvæg; derfor kaldte man Stedets Navn Sukkot[4].
18 Og Jakob kom i god Behold til Sikems Stad, som ligger i Kana’ans Land, da han kom fra Mesopotamien; og han leirede sig foran Staden.
19 Og han kjøbte det Stykke Mark,
