til mig forbi denne Hob og denne Mindesten til det Onde.
53 Abrahams Gud og Nachors Gud, deres Faders Gud, skal dømme mellem os. Og Jakob svor ved ham, som hans Fader Isak frygtede.
54 Og Jakob ofrede Slagtoffer paa Bjerget og indbød sine Frænder til at æde. Og de aade og bleve Natten over paa Bjerget.
55 Men om Morgenen stod Laban aarle op, og han kyssede sine Sønner og sine Døtre og velsignede dem; saa drog Laban tilbage til sit Sted.
Jakob drager videre, møder en Engleskare, sender Bud til sin Broder Esau og faar Underretning om, at denne drager ham imøde med 400 Mand, 1-6. Han forfærdes saare herover, beder Gud om Hjælp og sender sin Broder store Gaver, 7-21. Han drager med Sine over Jabbok, kjæmper med Gud, velsignes af ham og faar Navnet Israel, 22-32.
G Jakob drog sin Vei, og Guds ENgle mødte ham.
2 Og Jakob sagde, da han saa dem: Dette er Guds Leir. Og han kaldte det Steds Navn Mahana’im[1].
3 Og Jakob sendte Bud foran sig til Esau, sin Broder, til Landet Se’ir, Edoms Mark.
4 Og han befalede dem og sagde: Saaledes skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg har opholdt mig hos Laban og dvælet der indtil nu,
5 og jeg fik Okser og Asener, smaat Kvæg og Trælle og Trælkvinder; og jeg vil sende Bud for at give min Herre det tilkjende, for at finde Naade for dine Øine.
6 Og Budene kom tilbage til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau, og han drager dig ogsaa imøde, og fire hundrede Mand med ham.
7 Da frygtede Jakob saare og blev angest; og han delte Folket, som var hos ham, og det smaa Kvæg og det store Kvæg og Kamelerne i to leire.
8 Han sagde nemlig: Dersom Esau kommer til den ene Leir og slaar den, da kan den Leir blive reddet, som bliver tilovers.
9 Og Jakob sagde: min Fader Abrahams Gud og min Fader Isaks Gud, Herre, du, som sagde til mig: Drag tilbage til dit Land og til din Slægt, og jeg vil gjøre vel imod dig!
10 Jeg er ringere end al den Miskundhed og al den Trofasthed, som du har bevist din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg bleven til to Leire.
11 Udfri mig dog af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaa mig ihjel, Moderen tilligemed Børnene.
12 Og du har jo dog sagt: Jeg vil gjøre saare vel imod dig, og jeg vil gjøre din Afkom som Havets Sand, som ikek kan tælles for Mængde.
13 Og han blev der den nat, og han tog af det, han havde erhvervet, en Gave til Esau, sin Broder,
14 to hundrede Gjeder og tyve Bukke, to hundrede Faar og tyve Vædere.
15 treti Kameler, som gave Die, med deres Føl, firti Kjør og ti Okser, tyve Aseninder med ti Føl.
16 Og han gav dem i sine Tjeneres Haand, hver Hjord for sig, og han sagde til sine Tjenere: Gaar frem foran mig og gjører et Mellemrum mellem hver Hjord!
17 Og han befalede den første ig sagde: Naar Esau, min Broder, træffer dig og spørger dig og siger: Hvem hører du til, og hvor gaar du hen, og hvem høre disse til, som du driver foran dig? —
18 da skal du sige: Din Tjener Jakob; det er en Gave, som sendes til min Herre, til Esau, og se, han kommer ogsaa selv efter os.
19 Og han befalede ogsaa den anden og den tredie og alle dem, som gik efter Hjordene, og sagde: Saaledes skulle I tale til Esau, naar I træffe ham,
20 og I skulle sige: Se, ogsaa din Tjener Jakob kommer efter os. Thi han tænkte: Jeg vil forsone ham ved den Gave, som gaar foran mig, og siden vil jeg se hans Ansigt; kanske han vil tage naadig imod mig.
21 Saa drog Gaven frem foran ham; men han selv blev den Nat i Leiren.
22 Og han stod op i samme Nat og tog sine to Hustruer og sine to Trælkvinder og sine elleve Sønner og gik over Jabboks Vadested.
- ↑ d. e. Dobbeltleir.
