Side:Bibelen (1891).djvu/37

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

har du gjort, at du stjal mit Hjerte og bortførte mine Døtre, som om de vare fangne ved Sverd?
27 Hvi flygtede du hemmelig og stjal mit Hjerte og gav mig det ikke tilkjende, saa jeg kunde sendt dig bort med Glæde og med Sange, med Pauke og med Citar?
28 Og du lod mig ikke faa kysse mine Sønner og mine Døtre; heri har du handlet daarlig.
29 Jeg havde Magt til at gjøre Ondt mod eder; men eders Faders Gud sagde til mig inat: Vogt dig for at tale med Jakob enten Godt eller Ondt!
30 Og nu, du er dragen bort, fordi du længtes saare efter din Faders Hus; men hvorfor har du stjaalet mine Guder?
31 Da svarede Jakob og sagde til Laban: Jeg frygtede, thi jeg tænkte, at du kanske kunde tage dine Døtre med Magt fra mig.
32 Men den, hos hvem du finder dine Guder, skal ikke leve. Se efter i vore Frænders Paasyn, om du kjendes ved, hvad der er hos mig, og tag det! Men Jakob vidste ikke, at Rachel havde stjaalet dem.
33 Da gik Laban ind i Jakobs Telt og i Leas Telt og i begge Trælkvindernes Telt, men fandt Intet; og han gik ud af Leas Telt og gik ind i Rachels Telt.
34 Men Racehl havde taget Husguderne og lagt dem i Kamelsadelen og havde sat sig paa dem; og Laban gjennemsøgte hele Teltet, men fandt Intet.
35 Og hun sagde til sin Fader: Min Herre blive ikke vred, fordi jeg ikke kan reise mig for dit Ansigt; thi det gaar mig paa Kvinders Vis. Saa ledte han, men fandt ikke Husguderne.
36 Da blev Jakob vred og gik irette med Laban; og Jakob svarede og sagde til Laban: Hved er min Brøde, hvad er min Synd, at du forfølger mig saa heftig?
37 Thi du har nu gjennemsøgt alle mine Sager; hvad har du fundet af alle dit Huses Sager? Læg det her frem for mine Frænder og dine Frænder, saa de kunne dømme mellem os To!
38 Det er nu tyve Aar, jeg har været hos dig; dine Faar og dine Gjeder have ikke født i Utide, og Væderne af dit Smaakvæg har jeg ikke fortæret;
39 hvad der var sønderrevet, bragte jeg ikke til dig, jeg erstattede det selv; af min Haand krævede du det, enten det var stjaalet om Dagen, eller det var stjaalet om Natten.
40 Saa havde jeg det: Om Dagen fortærede Hede mig, og Kulde om Natten, og Søvnen flyede fra mine Øine.
41 I tyve Aar har jeg nu været i dit Hus, jeg har tjent dig fjorten Aar for dine to Døtre og seks Aar for dit Smaakvæg; og du forandrede min Løn ti Gange.
42 Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og han, som Isak frygter, havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet. Gud har seet min Elendighed og mine Hønders Møie, og han har dømt inat.
43 Da svarede Laban og sagde til Jakob: Føtrene ere mine Døtre, og Børnene ere mine Børn, og Kvæget er mit Kvæg, og alt det, du ser, er mit; men mod mine Døtre, — hvad skulde jeg gjøre mod dem idag eller mod deres Børn, som de have født?
44 Saa kom nu! Lader os slutte en Pakt, jeg og du, og den skal være til et Vidne mellem mig og dig.
45 Da tog Jakob en Sten og reiste den op til en Mindesten.
46 Og Jakob sagde til sine Frænder: Sanker Stene! Og de toge Stene og gjorde en Hob; og de aade der paa Stenhoben.
47 Og Laban kaldte den Jegar-Sahaduta[1], men Jakob kaldte den Gal-Ed[2].
48 Da sagde Laban: Denne Hob skal være et Vidne mellem mig og dig idag. Derfor kaldte man dens Navn Gal-Ed.
49 og Mizpa[3], fordi han sagde: Herren skue mellem mig og dig, naar vi komme hinanden afsyne:
50 dersom du handler ilde mine Døtre, og dersom du taget Husruer foruden mine Døtre, da er der vel intet Menneske hos os, men se, Gud er Vidne mellem mig og dig.
51 Og Laban sagde fremdeles til Jakob: Se, denne Hob, og se, den Mindesten, som jeg har opreist mellem mig og dig, —
52 er Vidne skal denne Hob være, og et Vidne skal Mindestenen være, at jeg ikke skal drage til dig forbi denne Hob, og heller ikke du drage

  1. Vidnesbyrdets Hob.
  2. Vidnesbyrdets Hob.
  3. d. e. et Sted, hvorfra man har vid Udsigt.