kvæg parrede sig, lagde Jakob Kjeppene for Smaakvægets Øine i Renderne, forat det skulde parre sig ved Kjeppene,
42 men naar Smaakvæget var svagt, lagde han dem ikke; saaledes bleve de svage Labans, de stærke Jakobs.
43 Derved blev Manden overmaade rig, og han fik meget Smaakvæg og Trælkvinder og Trælle og Kameler og Asener.
Laban og hans Sænner misunde Jakob; Gud byder ham at drage til Kana’an igjen; hans Hustruer samtykke i denne Reise, 1-16. Han drager lønlig bort med Alt, hvad han eier, 17-21. Laban sætter efter ham, men advares af Gud mod at tilføie ham noget Ondt; de slutte Pakt med hinanden; Laban drager hjem, 22-55.
G han hørte Labans Sønners Ord, at de sagde: Jakob har taget Alt, hvad vor Fader havde, har han skaffet sig al denne Herlighed.
2 Og Jakob saa Labans Ansigt, og se, det var ikke imod ham som tilforn.
3 Da sagde Herren til Jakob: Vend tilbage til dine Fædres Land og til din Slægt, og jeg vil være med dig.
4 Og Jakob sendte Bud og lod Rachel og Lea kalde ud paa Marken til sit Kvæg.
5 Og han sagde til dem: Jeg ser, at eders Faders Ansigt ikke er imod mig som tilforn; men min Faders Gud har været med mig.
6 Og I vide selv, at jeg af al min Magt har tjent eders Fader.
7 Men eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud har ikke tilstedet ham at gjøre mig noget Ondt.
8 Naar han sagde saaledes: De Flekkede skulle være din Løn, da fødte alt Smaakvæget Flekkede, og naar han sagde saaledes: De Stribede skulle være din Løn, da fødte alt Smaakvæget Stribede.
9 Og Gud tog eders Faders Kvæg fra ham og gav mig det.
10 Og det skede paa den Tid, Smaakvæget parrede sig, da opløftede jeg mine Øine og saa i Drømme, og se, Bukkene, som parrede sig med Smaakvæget, vare stribede, flekkede og spættede.
11 Og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Og jeg sagde: Se, her er jeg.
12 Og han sagde: Opløft nu dine Øine og se, alle Bukkene, som parre sig med Smaakvæget, ere stribede, flekkede og spættede; thi jeg har seet Alt, hvad Laban gjør dig.
13 Jeg er hin Gud fra Betel, hvor du salvede en Mindesten, og hvor du gjorde mig et Løfte; gjør dig nu rede, drag ud af dette Land og vend tilbage til din Slægts Land!
14 Da svarede Rachel og Lea og sagde til ham: Have vi vel endnu Del og Arv i vor Faders Hus?
15 Ere vi ikke agtede af ham som Fremmede? Thi han har solgt os, og han har ogsaa gjort sig tilgode med, hvad han fik for os.
16 Ja, al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, den høer os og vore Børn til; og nu, gjør Alt, hvad Gud har sagt til dig!
17 Saa gjorde Jakob sig rede og saa sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne,
18 og han førte bort alt sit Kvæg og alt sit Gods, som han havde erhvervet sig, det Kvæg han eiede, som han havde erhvervet sig i Mesopotamien, for at drage til Isak, sin Fader, til Kana’ans Land.
19 Men Laban var gaaet hen for at klippe sine Faar, go Rachel stjal sin Faders Husguder.
20 Og Jakob stjal Aramæeren Labans Hjerte[1], idet han ikke gav ham tilkjende, at han flygtede.
21 Og han flygtede med alt det, han havde, og han gjorde sig rede og satte over Floden[2]; og han vendte sit Ansigt mod Gileads Bjerg.
22 Og paa den tredie Dag blev det tilkjendegivet Laban, at Jakob var flygtet.
23 Saa tog han sine Frænder med sig og satte efter ham syv Dages Reise, og han indhentede ham paa Gileads Bjerg.
24 Da kom Gud til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: Vogt dig for at tale med Jakob enten Godt eller Ondt!
25 Og Laban indhentede Jakob; og Jakob havde opslaaet sit Telt paa Bjerget, og Laben med sine Frænder opslog sit Telt paa Gileads Bjerg.
26 Da sagde Laban til Jakob: Hvad
