G Abraham var gammel og alderstegen, og Herren havde velsignet Abraham i alle Ting.
2 Og Abraham sagde til sin Tjener, den Ældste i hans Hus, som raadede over Alt, hvad han havde: Læg dog din Haand under min Lænd,
3 og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, blandt hvilke jeg bor,
4 men du skal ga til mit Land og til min Slægt og tage min Søn Isak en Hustru.
5 Og Tjeneren sagde til ham: Kanske Kvinden ikke vil følge med mig til dette Land; skal jeg da føre din Søn tilbage til det Land, hvorfra du er kommen?
6 Og Abraham sagde til ham: Vogt dig for at føre min Søn tilbage derhen!
7 Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Hus og fra mit Fædreneland, og som talte til mig, og som tilsvor mig og sagde: Din Afkom vil jeg give dette Land, han skal sende sin Engel for dit Aasyn, saa du skal tage min Søn en Hustru derfra.
8 Men dersom Kvinden ikke vil følge med dig, da skal du være fri for denne Ed til mig; kun skal du ikke før emin Søn tilbage derhen.
9 Da lagde Tjeneren sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd og tilsvor ham saa om denne Sag.
10 Og Tjeneren tog ti Kameler af sin Herres Kameler, og han drog bort og havde allehaande af sin Herres Kostbarheder med sig; og han stod op og drog til Mesopotamien, til Nachors Stad.
11 Og han lod Kamelerne lægge sig udenfor Staden ved Brønden mod Aftenstid, mod den Tid, de Kvinder, som øse Vand, gaa ud.
12 Og han sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Lad mig dog faa et Møde idag, og gjør Miskundhed mod min Herre Abraham!
13 Se, jeg staar ved denne Kilde, medens Byens Folks Døtre gaa ud for at øse Vand.
14 Lad det nu ske, at den Pige, til hvem jeg siger: Held dog paa din Krukke, saa jeg kan drikke, og som siger: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke, — at det er hende, som du har bestemt for din Tjener Isak, og derpaa vil jeg kjende, at du har gjort Miskundhed mod min Herre.
15 Og det skede, førend han havde holdt op at tale, se, da kom Rebekka ud; hun var en Datter af Betuel, som var Søn af Milka, Nahors, Abrahams Broders, Hustru, og hun havde sin Krukke paa Skulderen.
16 Og Pigen var meget vakker at se til, en Jomfru, og ingen Mand havde kjendt hende; og hun steg ned til Kilden og fyldte sin Krukke og steg op igjen.
17 Da løb Tjeneren hende imøde og sagde: Lad mig dog drikke lidt Vand af din krukke!
18 Og hun sagde: Drik, min Herre! Og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand og gav ham at drikke.
19 Og da hun var færdig med at give ham at drikke, sagde hun: Jeg vil ogsaa øse Vand til dine Kameler, indtil de ere færdige med at drikke.
20 Og hun skyndte sig og tømte sin Krukke i Vandtruget og løb atter til Brønden for at øse, og hun øste til alle hans Kameler.
21 Og Manden saa med Forundring paa hende, men taug stille for at faa vide, om Herren havde ladet hans Reise lykkes, eller ikke.
22 Og da Kamelerne vare færdige med at drikke, tog Manden en Guldring, som veiede en halv Sekel, og to Armbaand, som veiede ti Sekel Guld, til hendes Hænder.
23 Og han sagde: Hvis Datter er du? Sig mig dog: Er der Rum for os til Natteherberge i din Faders Hus?
24 Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Betuel, Milkas Søn, som hun fødte Nachor.
25 Og hun sagde fremdeles til ham: Der er baade Straa og Foder i Mængder hos os, og der er ogsaa Rum til Natteherberge.
26 Da bøiede Manden sig og tilbad Herren.
27 Og han sagde: Lovet være Herren, min Herre Abrahams Gud, som ikke har forladt sin Miskundhed og sin Trofasthed mod min Herre! Herren har ført mig paa Veien, lige til min Herres Frænders Hus.
28 Og Pigen løb og fortalte alt dette i sin Moders Hus.
29 Og Rebekka havde en Broder, hvis Navn var Laban; og Laban løb til Manden ud til Kilden.
