30 Da han nemlig saa Ringen og Armbaandene paa sn Søsters Hænder og hørte Rebekkas, sin Søsters, Ord, at hun sagde: Saaledes talte Manden til mig, saa gik han til Manden, og se, han stod hos Kamelerne ved Kilden.
31 Og han sagde: Kom ind, du Herrens Velsignede! Hvi staar du herude? Jeg har jo beredt Huset, og der er Rum for Kamelerne.
32 Saa gik Manden ind i Huset og aflæssede Kamelerne; og han[1] gav Kamelerne Straa og Foder og bragte Vand til at tvætte hans Fødder og de Mænds Fødder, som vare med ham.
33 Og man satte Mad for ham, men han sagde: Jeg vil ikke æde, førend jeg har fremført mit Ærinde. Og han sagde: Tal!
34 Da sagde han: Jeg er Abrahams Tjener;
35 og Herren har saare velsignet min Herre, saa han er bleven mæægtig, og han har givet ham smaat Kvæg og stort Kvæg og Sølv og Guld og Trælle og Trælkvindet og Kameler og Asener.
36 Og Sara, min Herres Hustru, fødte min Herre en Søn, efterat hun var bleven gammel; og han gav ham Alt, hvad han eiede.
37 Og min Herre lod mig sværge og sagde: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, i hvis Land jeg bor;
38 men du skal gaa til min Faders Hus og til min Slægt og tage min Søn en Hustru.
39 Og jeg sagde til min Herre: Kanske Kvinden ikke vil følge med mig.
40 Men han sagde til mig: Herren, for hvis Aasyn jeg har vandret skal sende sin Engel med dig og lade din Reise lykkes, saa du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Hus.
41 Da skal du være fri for Eden til mig, naar du kommer til min Slægt; og ville de ikke give dig hende, saa er du fri for Eden til mig.
42 Og jeg kom idag til Kilden og sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! O, at du vilde lade min Reise lykkes, paa hvilken jeg vandrer!
43 Se, jeg staar ved denne Kilde; lad det nu ske, at den Jomfru, som kommer ud for at øse Vand, og til hvem jeg siger: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke,
44 og som siger til mig: Drik selv, og jeg vil ogsaa øse til dine Kameler, — at hun er den kVinde, som Herren har bestemt til min Herres Søn.
45 Førend jeg havde holdt op at tale i mit Hjerte, se, da kom Rebekka ud med sin Krukke paa Skulderen, og hun gik ned til Kilden og øste Vand; da sagde jeg til hende: Giv mig at drikke!
46 Og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke. Og jeg drak, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke.
47 Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er en Datte af Betuel, Nachors Søn, som Milka fødte ham. Da hængte jeg i Ringen i hendes Næse og Armbaandene paa hendes Hænder.
48 Og jeg bøiede mig og tilbad Herren, og jeg lovede Herren, min Herre Abrahams Gud, som havde ledet mig paa den rette Vei til at tage min Herres Broders Datter til hans Søn.
49 Og nu, dersom I ville vise Kjærlighed og Trofasthed mod min Herre, da siger mig det, og dersom ikke, da siger mig det, forat jeg kan vende mig til Høire eller til Venstre.
50 Da svarede Laban og Betuel og sagde: Denne Sag er kommen fra Herren; vi kunne hverken tale Ondt eller Godt til dig.
51 Se, Rebekka staar for dit Ansigt; tag hende og gaa, og hun være din Herres Søns Hustru, som Herren har talt!
52 Og da Abrahams Tjener hørte deres Ord, bøiede han sig til Jorden for Herren.
53 Og Tjeneren fremtog Sølvtøi og Guldtøi og Klæder og gav Rebekka; og hendes Broder og hendes Broder og hendes Moder gav han kostbare Sager.
54 Saa aade de og drak, han og de Mænd, som vare med ham, og de bleve der om Natten. Og da de stode op om Morgenen, sagde han: Lader mig drage til min Herre!
55 Da sagde Hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os en Tid eller mindst ti Dage! Siden kan du reise.
56 Men han sagde til dem: Opholder mig ikke, da Herren har ladet min Reise lykkes! Lader mig fare, forat jeg kan drage til min Herre!
57 Da sagde de: Lader os kalde paa Pigen og spørge, hvad hun siger!
58 Saa kaldte de paa Rebekka og
- ↑ Laban.
