Blindhed, 4-11. Engelen føre Lot med hans Hustru og hans to Døtre ud af Staden; Herren lader regne Ild og Svovl over Sodoma og Gomorra; Lots Hustru ser sig tilbage og straffes; for Abrahams Skyld reddes Lot, 12-29. Lot ligger i Drukkenskab hos sine to Døtre, som føde Moab og Ben-Ammi, 30-38.
OG de to Engle kom til Sodoma om Aftenen, medens Lot saa dem, stod han op og gik dem imøde og bøiede sig med Aasynet til Jorden.
2 Og han sagde: Se, mine Herrer! Tager dog ind i eders Tjeners Hus og bliver der inat og tvætter eders Fødder! Saa kunne I staa aarle op og vandre eders Vei. Men de sagde: Nei, vi ville blive paa Gaden inat.
3 Da nødte han dem meget, og de toge ind til ham og kom i hans Hus; og han tilberedte et Maaltid for dem og bagede usyrede Brød, og de aade.
4 Ingen de endnu havde lagt sig, omringede Mændene af Staden, Sodomas Mænd, Huset, baade Unge og Gamle, det hele Folk fra alle Kanter.
5 Og de raabte paa Lot og sagde til ham: Hvor ere de Mænd, som ere komne til dig inat? Før dem ud til os, forat vi kunne kjende dem!
6 Da gik Lot ud til dem til Indgangen og lukkede Døren efter sig.
7 Og han sagde: Mine Brødre, gjører dog ikke, hvad ondt er!
8 Se, jeg har to Døtre, som ikke have kjendt nogen Mand; lad mig dog føre dem ud til eder, og gjører med dem, hvad eder godt synes! Gjører kun ikke disse Mænd Noget, efterdi de ere komne ind under mit Tags Skygge!
9 Og de sagde: Gaa af Veien! Og de sagde fremdeles: Denne Ene er kommen for at bo som Fremmed her og vil dog altid dømme! Nu ville vi gjøre dig mere Ondt end dem. Saa trængte de haardt ind paa Manden, paa Lot, og traadte nær til for at sønderbryde Døren.
10 Da udrakte Mændene sine Hænder og toge Lot ind til sig i Huset og lukkede Døren.
11 Og de Folk, som vare ved Husets Indgang, sloge de med Blindhed, baade Smaa og Store; og de arbeidede forgjæves paa at finde Indgangen.
12 Da sagde Mændene til Lot: Har du endnu her enten Svigersøn eller Sønner eller Døtre af dig eller Nogen, som hører dig til i Staden, saa før dem ud fra sette Sted!
13 Thi vi skulle ødelægge dette Sted, efterdi Raabet over dem er stort for Herrens Aasyn, og Herren har sendt os for at ødelægge det.
14 Og Lot gik ud og talte til sine Svigersønner, som skulde have hans Døtre, og sagde: Staar op, gaar ud fra dette Sted! Thi Herren vil ødelægge Staden. Men han var i sine Svigersønners Øine som En, der drev Spøg.
15 Og sa Morgenrøden steg op, skyndte Englene paa Lot og sagde: Staa op, tag din Hustru og dine to Døtre, som ere tilstede, forat du ikke skal blive bortrykket ved Stadens Misgjerning!
16 Og da han nølede, toge Mændene ham og hans Hustru og hans to Døtre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham; og de førte ham ud og slap han udenfor Staden.
17 Og da de nu havde ført dem udenfor, sagde den Ene: Fly for dit Livs Skyld, se ikke bag dig og stans ikke paa hele Sletten, fly til Bjergene, forat du ikke skal blive bortrykket!
18 Da sagde Lot til dem: Ikke saa, kjære Herre!
19 Se, din Tjener har fundet Naade for dine Øine, saa du har gjort din Miskundhed stor, som du har vist mig ved at frelse mit Liv. Men jeg kan ikke fly til Bjergene; Ulykken kunde da naa mig, saa jeg døde.
20 Se, denne Stad er nær at fly hen til, og den er liden; lad mig dog fly derhen (er den ikke liden?), forat mi Liv maa blive bevaret!
21 Da sagde han til ham: Se, jeg har ogsaa bønhørt dig i dettte Stykke, saa jeg ikke vil omstyrte den Stad, du talte om.
22 Skynd dig, fly derhen! Thi jeg kan Intet gjøre, før du kommer did. Derfor kalder man den Stads Navn Zoar[1].
23 Solen var gaaet op over Jorden, da Lot kom til Zoar.
24 Og Herren lod regne over Sodoma og GOmorra Svovel og Ild fra Herren, fra Himmelem.
25 Og han ødelagde disse Stæder og hele Sletten og alle Indbyggerne i Stæderne og Jordens Grøde.
- ↑ d. e. den Lille, V. 20. 14, 2.
