dem af Sten og dem af Træ, hvilke hverken kunne se eller høre eller gaa;
21 ei heller omvendte de sig fra sine Mordgjerninger eller fra sin Trolddom eller fra sit Horeri eller fra sine Tyverier.
En stærk Engel raaber: de syv Tordener tale, hvad Johannes ei maa nedskrive, 1-4. Engelen sværger, af Guds Domme, naar den syvende Engel basuner, skulle fuldkommes, 5-7. Johannes faar Befaling at æde en liden Bog og skal profetere mod Mange, 8-11.
OG jeg saa en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og Regnbuen var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen, og hans Fødder som Ildstøtter.
2 Og han havde i sin Haand en liden aabnet Bog, og han satte sin høire Fod paa Havet, men den venstre paa Jorden.
3 Og han raabte med høi Røst, som en Løve brøler; og da han havde raabt, talte de syv Tordener sine Røster.
4 Og da de syv Tordener havde talt sine Røster, vilde jeg til at skrive; og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde til mig: Forsegl, hvad de syv Tordener talte, men nedskriv det ikke!
5 Og Engelen, som jeg saa staa paa Havet og paa Jorden, opløftede sin Haand til Himmelen
6 og svor ved ham, som lever i al Evighed, som skabte Himmelen, og hvad deri er, og Jorden, og hvad deri er, og Havet, og hvad deri er, at der ikke mere skal være nogen Tid:
7 men i de Dage, da den syvende Engels Røst høres, naar han skal basune, skal Guds Hemmelighed fuldkommes, ligesom han har forkyndt sine Tjenere, Profeterns.
8 Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter med mig og sagde: Gak hen, tag den lille aabne Bok i Engelens Haand, der staar paa Havet og paa Jorden!
9 Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham: Giv mig den lille Bog! Og han sagde til mig: Tag og æd den! Og den skal smerte i din Bug, men i din Mund skal den være sød som Honning.
10 Og jeg tog den lille Bog af Engelens Haand og aad den, og den var i min Mund sød som Honning, men da jeg havde ædt den, følte jeg Smerte i min Bug.
11 Og han sagde til mig: Det bør dig atter at profetere om Folk og Slægter og Tungemaal og mange Konger.
Johannes skal maale Templet, men gaa Forgaarden fordi, 1.2. De troende Vidner skulle profetere, gjøre Tegn, straffe ihjelslaaes, opstaa; det andet Ve er til Ende, 3-14. Den syvende Engel basuner; Christus antager Riget, 15-19.
OG der blev givet mig et Rør, ligt en Stav; og Engelen stod der og sagde: Staa op og maal Guds Tempel og Alteret og dem, som tilbede der!
2 Men Forgaarden udenfor Templet, gaa forbi og maal den ikke! Thi den er given Hedningerne, og de skulle nedtræde den hellige Stad i to og firti Maaneder.
3 Og jeg vil give mine to Vidner, at de skulle profetere i tusinde, to hundrede og seksti Dage, iførte Sække.
4 Disse ere de tvende Oljetriner og de tvende Lysestager, som staa for Jorden Gud.
5 Og dersom Nogen vil gjøre dem Skade, udgaar der Ild af deres Mung og fortærer deres Fiender; og dersom Nogen vil gjøre dem Skade, bør han saaledes slaaes ihjel.
6 Disse have Magt til at tillukke Himmelen, forat der ikke skal falde nogen Regn i deres Profeties Dage, og de have Magt over Vandene til at forvandle dem til Blod og til at slaa Jorden med allehaande Plager saa ofte, de ville.
7 Og naar de faa fuldendt sit Vidnesbyrd, skal det Dyr, som stiger op af Afgrunden, føre Krig mod dem og overvinde dem og slaa dem ihjel.
8 Og deres Legemer skulle ligge paa den store Stads Gader, dem, som i aandelig mening kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor ogsaa vor Herre er korsfæstet.
9 Og nogle af Folkene og Stam-
