Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


58 i Tillid til ſine Folks Dygtighed end bedre troede at kunne gaa frem paa ſamme Maade og undlade at fylke ſine Skarer. De fik virkelig ogſaa den ene Fløj af Baglernes Fylking til at vige; men da ſamtidig den anden trængte ſrem, ſaa Birkebejnerne ſig ſnart paa det Nærmeſte omringede og maatte derfor udelukkende rette ſin Opmærkſomhed paa at komme ud af denne Knibe, iſær da de i Antal vare de underlegne. Forfulgte af Baglerne, trak de ſig derfor til- bage mod Borgen under en heftig Kamp, i hvilken de miſtede flere af ſine bedſte Mænd. Her faldt ſaaledes Sigurd Borgarklet, og med ham mange andre, der tildels opregnes ved Navn Virkebejn- erne kom imidlertid atter ind i Borgen; men Vaglerne vare dem da ſaa nær i Hælene, at de grebe en Mand ved Fodeni det ſamme, han ſkulde ind gjennem Porten, og da ſamtidig Birkebejnerne greb ham ved Axlerne for at redde ham, drog man fra begge Sider ſaa voldſomt i, at Manden gik af paa Midten. Paa ſamme Tid havde imidlertid Baglerne ogſaa været virkfomme paa en anden Kant og ſendt en Afdeling tilvands hen til det Sted, hvor Kong Sverres Skuder vare oplagte, og hvor Birkebejnerne nu kun havde efterladt en ſvag Vagt. Denne blev overmandet og dræbt, hvorpaa Bag- lerne ſatte ſig i Beſiddelſe af Skibene og brændte disſe. For Bag- lerne var dette en Sejer af ſtor Betydning, medens den i ſamme Grad maatte virke nedſlaaende paa Birkebejnerne, hvis Stilling derefter, for-nemlig ved Tabet af Skibene var meget forværret. Sverre ſelv blev naturligvis ved ſin Tilbagekomſt meget forbitret over, hvad der under hans Fraværelſe havde tildraget ſig, og ſagde lige ud, at Grunden til det indtrufne Uheld alene laa i den Forſømmelighed og Skjødesløshed, ſom hans Mænd havde lagt for Dagen, medens han var borte. Tabet af Skibene ſynes for Sverre at have været afgjørende og at have beſtemt ham til at forlade Vergen, hvor hans Stilling efter dette omtrent maatte blive uholdbar. Han drog derfor kort efter dette Uheld bort, idet han kun efterlod en mindre Veſætning paa Borgen, og lagde Vejen førſt til Voſs og derfra videre over det i den Tid oftere befarne Raudafjeld ned i Sogn, hvor han ſkjænkede ſine Folk nogen Hvile, forinden han fortſatte Rejſen til Thrøndelagen Sverre kom nu ikke til Bergen, forinden han nær- mede ſig Døden; hans Virkſomhed i de faa Aar, han endnu havde tilbage at leve, falder udelukkende i Thrøndelagen og Viken, hvor hans ſidſte Bedrift var Belejringen af den Vaglerhær, ſom havde ſat ſig faſt paa Slotsfjeldet ved Tunsberg Kort efter, at dette var overgivet, i Slutningen af Januar 1202, forlod han med ſin