58 i Tillid til sine Folks Dygtighed end bedre troede at kunne gaa frem paa samme Maade og undlade at fylke sine Skarer. De fik virkelig ogsaa den ene Fløj af Baglernes Fylking til at vige; men da samtidig den anden trængte srem, saa Birkebejnerne sig snart paa det Nærmeste omringede og maatte derfor udelukkende rette sin Opmærksomhed paa at komme ud af denne Knibe, især da de i Antal vare de underlegne. Forfulgte af Baglerne, trak de sig derfor til- bage mod Borgen under en heftig Kamp, i hvilken de mistede flere af sine bedste Mænd. Her faldt saaledes Sigurd Borgarklet, og med ham mange andre, der tildels opregnes ved Navn Virkebejn- erne kom imidlertid atter ind i Borgen; men Vaglerne vare dem da saa nær i Hælene, at de grebe en Mand ved Fodeni det samme, han skulde ind gjennem Porten, og da samtidig Birkebejnerne greb ham ved Axlerne for at redde ham, drog man fra begge Sider saa voldsomt i, at Manden gik af paa Midten. Paa samme Tid havde imidlertid Baglerne ogsaa været virkfomme paa en anden Kant og sendt en Afdeling tilvands hen til det Sted, hvor Kong Sverres Skuder vare oplagte, og hvor Birkebejnerne nu kun havde efterladt en svag Vagt. Denne blev overmandet og dræbt, hvorpaa Bag- lerne satte sig i Besiddelse af Skibene og brændte disse. For Bag- lerne var dette en Sejer af stor Betydning, medens den i samme Grad maatte virke nedslaaende paa Birkebejnerne, hvis Stilling derefter, for-nemlig ved Tabet af Skibene var meget forværret. Sverre selv blev naturligvis ved sin Tilbagekomst meget forbitret over, hvad der under hans Fraværelse havde tildraget sig, og sagde lige ud, at Grunden til det indtrufne Uheld alene laa i den Forsømmelighed og Skjødesløshed, som hans Mænd havde lagt for Dagen, medens han var borte. Tabet af Skibene synes for Sverre at have været afgjørende og at have bestemt ham til at forlade Vergen, hvor hans Stilling efter dette omtrent maatte blive uholdbar. Han drog derfor kort efter dette Uheld bort, idet han kun efterlod en mindre Vesætning paa Borgen, og lagde Vejen først til Voss og derfra videre over det i den Tid oftere befarne Raudafjeld ned i Sogn, hvor han skjænkede sine Folk nogen Hvile, forinden han fortsatte Rejsen til Thrøndelagen Sverre kom nu ikke til Bergen, forinden han nær- mede sig Døden; hans Virksomhed i de faa Aar, han endnu havde tilbage at leve, falder udelukkende i Thrøndelagen og Viken, hvor hans sidste Bedrift var Belejringen af den Vaglerhær, som havde sat sig fast paa Slotsfjeldet ved Tunsberg Kort efter, at dette var overgivet, i Slutningen af Januar 1202, forlod han med sin
