Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/56

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


44 trak altfor langt ud over den rette Tid. Nu traf det ſig faaledes, at netop ſom Slaget var over, og han ſejerrig kom –roende med ſine Skibe over til Byen, var det Mesſetid, hvorfor nu Mesfen ſtrax blev ſungen. Byens Borgere havde paa ſin Side al Grund til at være tilfredſe med dette Udfald af Striden, der befriede dem for de mindre vel ſeede Gjæfter og hævede den Anledning til Uro, ſom maatte følge med Belejringen af Bergen og de to ſiendtlige Partiers Nærværelſe Øſkjeggernes Parti var nu ſprængt. De til- bageblevne af deres Høvdingen der enten ikke havde været med i Slaget eller vare undkomne fra dette, maatte for det Førſte forlade Landet og droge dels til Vefterhavsøerne, dels til Damuark, hvor de norſke Uroſtiftere hyppig fandt Tilhold Senere hen ſluttede de ſig til de nye Partier, ſom opſtode og enkelte af dem ſpilledei disſe endog en ret betydelig Rolle. For øvrigt gik der det Ord om dette Palmeſøudags Slag ved Florevaag, at der ikke havde været noget Slag, hvori den ſejrende Part havde havt at overvinde Skibe, der vare af ſaa meget ſtørre Dimenſioner end deres egne. Det var, ſagde man, Birkebejnernes ſtørre Færdighed i at angribe og deres ſtørre Krigsvauthed, der havde givet dem Sejeren, medens Øfkjeggerne, der nok vare tapre, havde været uforſigtige og kun daarlig beſkyttet ſig mod Fiendens Vaaben. Efter Sejren over Øfkjeggeme ſyntes Lykken fuldſtændig at til- ſmile Sverre, og de ſiendtlige Elementer, ſom endnu fandtes i Landet, kunde under Indtrykket af denne hans ſidfte Bedrift ikke mere vove aabenbar Modſtand imod ham. Sverre var nu for en kort Tid helt ud Herre over Situatiouen og auerkjeudtes fra alle Sider ſom Rigets Styrer, ſaaledes at ſelv en Mand, ſom Biſkop Nikolas Ar- nesſøn, der allerede inogen Tid havde hørt til hans meſt virkfomme Modſtandere og ſenere ſkulde blive Sjælen i det farligſte Parti, der rejſte ſig mod ham, for Øjeblikket fandt det raadeligft, da Sverre kort efter kom til Viken, hvor han ſom Biſkop af Oslo havde ſit Sæde, at falde til Fode og foreløbig anerkjende, hvad han nu en Gang ikke kunde ændre. Biſkop Nikolas var paa denne Tid, efterat Erkebiſkop Erik i 1190, kort efter det ſamme Aar (ſaudſyuligvis i Vergen) afholdte Kirkemøde havde begivet ſig i frivillig Landflyg- hed og ſøgt Tilflugt hos Erkebiſkop Abſalon i Danmark, hvor han forblev i flere Aar, at betragte ſom det førſte Medlem af den norſke Kirke, og da Sverre nu i længere Tid havde befundet ſig i et meget ſpændt Forhold til Gejſtligheden, var det ſaaledes for ham af meget ſtor Betydning, at denne Prælat paa en ſaadan Maade ſluttede ſig til ham. For end yderligere at udnytte ſin Sejer, beſtemte Sverre