Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/483

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


471 behøvede alle ſine Sønner. I Selvſiændighedens førſte BeS2jſtting gik Bergenſerne ſaa vidt ſom nogen Nordmænd, og intet Sted var maaſke Stemningen mere ublandet for at opretholde Rigets Uaf- hængighed til det yderſte og uden nogen Forening med Sverige. Den ærværdige Biſkop var den, ſom iſær gav denne Stemning dens Udtryk; men hans fædrelandsſindede Ord fandt Gjenklang over den hele By og ikke mindſt hos de mange mere end alminde- lig fremragende Mænd, ſom paa denne Tid fandtes inden Bergens Handelsſtand og mellem de der boſatte Embedsmænd I Bergen havde man ikke den Qpfordring, ſom norden- og ſøndenfjelds, til at ſætte ſig i ind i alle de Rædſler, ſom følge med en Krig, da det omtrent maatte anſees for en Umulighed, at nogen ſvenſk Hær kunde trænge frem tværs igjennem Norge, hvordan ſaa end Ud- faldet blev af det førſte Felttog Om et Angreb fra Søſiden drømte ingen. Sverige var derhos for alle Bergenſere et ſaa fjærnt liggende Land, at kun faa havde noget Bekjendtſkab til dets Forhold, og dette gjorde ogſaa ſit til, at man i Bergen nærede en endnu ſtærkere Fordom mod dette Land end i det øvrige Norge. Hvis Bergen havde ligget Krigsſkuepladfen noget nærmere, eller hvis Byens Indbyggere havde kunnet ſætte ſig ind i, at der ogſaa var en Mnlighed ſor, at et Angreb kunde ramme dem, er det meget ſandſynligt, at ogſaa deres Fædrelandsſind i Løbet af dette betydningsfulde Aar havde antaget mere moderate Former. Men, ſom det nu var, medførte dog deres frejdige Holdning den Fordel, at de opmuntrede ſine Landsmænd og bidroge til at hævde Selv- ſtændigheden. Bergens fremragende Mænd, ſom i denne Sag ſtøt- tedes af ſine Medborgere, fik ſaaledes en ſtor og afgjørende Ind- flydelſe paa Begivenhederne. Bergenſernes Begejſtring i Hjemmet ſandt ſine varme Talsmænd iRigsſorſamlingen, der vidſie at gjøre ſin Mening gjældende, og da Høſten kom efter Sommerens mange Skuffelſer, var det atter en Bergenſer, ſom ſik ſig tildelt den vanſke- ligfte Rol1e, og opfyldte denne Pligt paa en ſaadan Maade, at hans Navn ikke vil glemmes, ſaalænge Norge har en Hiſtorie Hvis Biſkop Brun ikke allerede paa denne Tid havde begyndt at føle Alderens Tryk, havde han neppe undgaaet at blive valgt til Medlem af Rigsforſamlingen; nu maatte han nøjes med at holde ſine opflammende Taler i Bergens Domkirke, hvor han ſelv oftere beſteg Prædikeſtolen, og hvor Menigheden med Andagt eller Begejſtring lyttede til hans Røft, efterſom han berørte religiøſe eller politiſke Emner. Thi den gamle Biſkop indrettede ikke altid ſine Taler efter det Sted, hvor de holdtes, og var netop i 1814