471 behøvede alle sine Sønner. I Selvsiændighedens første BeS2jstting gik Bergenserne saa vidt som nogen Nordmænd, og intet Sted var maaske Stemningen mere ublandet for at opretholde Rigets Uaf- hængighed til det yderste og uden nogen Forening med Sverige. Den ærværdige Biskop var den, som især gav denne Stemning dens Udtryk; men hans fædrelandssindede Ord fandt Gjenklang over den hele By og ikke mindst hos de mange mere end alminde- lig fremragende Mænd, som paa denne Tid fandtes inden Bergens Handelsstand og mellem de der bosatte Embedsmænd I Bergen havde man ikke den Qpfordring, som norden- og søndenfjelds, til at sætte sig i ind i alle de Rædsler, som følge med en Krig, da det omtrent maatte ansees for en Umulighed, at nogen svensk Hær kunde trænge frem tværs igjennem Norge, hvordan saa end Ud- faldet blev af det første Felttog Om et Angreb fra Søsiden drømte ingen. Sverige var derhos for alle Bergensere et saa fjærnt liggende Land, at kun faa havde noget Bekjendtskab til dets Forhold, og dette gjorde ogsaa sit til, at man i Bergen nærede en endnu stærkere Fordom mod dette Land end i det øvrige Norge. Hvis Bergen havde ligget Krigsskuepladfen noget nærmere, eller hvis Byens Indbyggere havde kunnet sætte sig ind i, at der ogsaa var en Mnlighed sor, at et Angreb kunde ramme dem, er det meget sandsynligt, at ogsaa deres Fædrelandssind i Løbet af dette betydningsfulde Aar havde antaget mere moderate Former. Men, som det nu var, medførte dog deres frejdige Holdning den Fordel, at de opmuntrede sine Landsmænd og bidroge til at hævde Selv- stændigheden. Bergens fremragende Mænd, som i denne Sag støt- tedes af sine Medborgere, fik saaledes en stor og afgjørende Ind- flydelse paa Begivenhederne. Bergensernes Begejstring i Hjemmet sandt sine varme Talsmænd iRigssorsamlingen, der vidsie at gjøre sin Mening gjældende, og da Høsten kom efter Sommerens mange Skuffelser, var det atter en Bergenser, som sik sig tildelt den vanske- ligfte Rol1e, og opfyldte denne Pligt paa en saadan Maade, at hans Navn ikke vil glemmes, saalænge Norge har en Historie Hvis Biskop Brun ikke allerede paa denne Tid havde begyndt at føle Alderens Tryk, havde han neppe undgaaet at blive valgt til Medlem af Rigsforsamlingen; nu maatte han nøjes med at holde sine opflammende Taler i Bergens Domkirke, hvor han selv oftere besteg Prædikestolen, og hvor Menigheden med Andagt eller Begejstring lyttede til hans Røft, eftersom han berørte religiøse eller politiske Emner. Thi den gamle Biskop indrettede ikke altid sine Taler efter det Sted, hvor de holdtes, og var netop i 1814
