Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/465

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


453 med at forhøre ſig hos Sorenſkriveren, der ſees at have nydt Bøndernes Tillid i en ganſke anden Grad end de øvrige Embeds- moend, og ſandſynligvis vilde disſe ialfald have forholdt ſig ligeſaa uvirkſomme indtil Maanedens ſidſte Dage, da Sommerthingene ſkulde tage ſin Begyndelſe, hvis der ikke forinden med en Gang var bleven omdelt Sedler i de forſkjellige Skibreder, der indeholdt en Opfordring til Almuen om at ſamles i Bergen til 18 April. Hvorfra disſe Sedler vare komne, hvem der havde ſattet Ideen om denne Sam- ling, og hvem der havde beſørget Sedlernes Omdeling, vidſte ingen, og det lykkedes heller ikke ſenere, tiltrods for de ſkarpeſte Under- ſøgelſer at komme under Vejr dermed. Bønderne ſelv forſtode hel- ler ikke Henſigten med en ſaadan Indkaldelſe, men troede i Alminde- lighed kun, at de nu ſkulde faa Svar paa det Andragende, ſom de havde indgivet under ſit Beſøg i Byen den førſte Marts, da det var ſagt, at et ſaadant kunde ventes fra Kjøbenhavn om en fem- ſex Uger. Til den i Sedlerne faſtſatte Dag, 18 April 1765, indfandt ſig en meget ſtørre Skare Bønder i Byen end ved den førſte Samling i Marts, hvorhos deres Holduing tillige var langt mere truende. Stiftamtmandens Hus paa Raadſtue-Akmenningen var nu Samlings- ſtedet for Almuen, ſom for en ſtor Del havde været i Byen hele den foregaaende Nat og da havde holdt ſig vaagen ved Drik, der igjen havde ophidſet dem end mere. Skjønt Strilebeſolkningens Natur i Regelen ikke er meget aggresſiv, kunde det dog let befryg- tes, at en Almue, der hjemme led Nød, var ophidſet af en dybt indgroet Mistanke om, at de vare Gjenſtand for en ſkammelig Under- trykkelſe fra Øvrighedens Side, og nu tilſidſt havde nydt ſtcerkDrik, kunde gaa til Yderligheder. Stillingen var derfor om Morgenen 18 April ingenlunde beroligende, og man maatte være belavet paa voldſomme Optrin, navnlig om Byens egen Pøbel ſlog ſig ſammen med Bønderne Førſt om Morgenen indfandt der ſig nogle faa Bønder hos Stiftamtmand Cicignon, ſom talte med dem og fik dem til at gaa rolig bort; ligeledes gik det ogſaa med nogle, ſom ſenere kom til ham, hvorimod det tredie Gang ikke løb fuldt ſaa fredelig af. Det var nu en ti-tolv Bønder, ſom vilde tale med Stiftamtmanden, der ogſaa, da Tjeneren havde meldt, at de vare komneH gik ud af ſit Værelſe i For-ſtuen, hvor de ſtode. Disſe førte ſtrax et meget ophidſet Sprog, og navnlig talte en af dem, Ole Eriksſøn Svindal af Ekangers Skibrede, med ſtor Voldſomhed om den Maade, hvor- paa de bleve udſugede. Stiftamtmandens Foreſtillinger hjalp intet,