Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/466

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


454 og Bønderne vedbleve med ſin Paaſtand om, at den rette For- ordning om Extraſkatten blev holdt hemmelig. En gammel Mand, ſom var med, gik i ſin Forbitrelſe ſaa oidt, at han ſkjældte Stift- amtmanden ud for en Kongens Tyv, og da ſaa denne vilde trække ſin Kaarde, fik han et Slag i Anſigtet af Ole Svindal, hvis ene Finger derved kom ind i Stiftamtmandens Mund. Tjeneren, ſom under hele dette Optrin havde været tilſtede, kom nu ſin Herre til Hjælp, men fik ham dog ikke løs, forinden han var reven tilblods i Anſigtet. Øjeblikkelig, de øvrige Bønder ſaa dette, kaſtede de ſig alle over ham og ſloge Hat og Paryk af ham, medens Klæderne bleve oprevne lige til Skjorten og hans Dannebrogsbaand traadt under Fødder. Det lykkedes dog atter Tjeneren at rive ham bort fra ſine Plageaander og faa ham ind i et andet Værelſe, hvor han ogſaa bagefter ſkaffede ham Hat og Paryk igjen. Stiftamt- manden gik efter dette ned i ſin Have, medens Bønderne bleve ſtaaende i Forſtuen. Imidlertid trængte mange Bønder ſig gjen- nem Porten ind i Gaardsrummet, hvorfra de kom op i Værelſerne og der overalt ſøgte efter Stiftamtmanden. Tilſidſt opdagede de, at han var i Haven, og ſtormede da derned, hvor de paany om- ringede ham og ſpurgte efter den ſaa meget omtalte „rette For- ordning“, hvis Tilværelſe han imidlertid benegtede. Da Bønderne ikke vilde lade ſig rokke fra ſin Indbildning, tjente denne hans Negtelſe kun til yderligere at opirre dem, ſaa at de nu gik til per- ſonlige Fornærmelſer og Haandgribeligheder. Stiftamtmanden blev atter greben og gjennem Gaarden ſlæbt ud paa Raadſtue-Almen- ningen, hvor ikke alene en ſtor Skare Bønder, men ogſaa mange af Byens Pøbel havde forſamlet ſig. Da Stiftamtmanden ſaa alle disſe, frygtede han, ſom rimeligt kunde være, for Voldſomheder og raabte derfor, at ſkjønt han ikke kunde viſe dem den Forordning, ſom de fordrede at ſe, da den aldeles ikke fandtes, vilde han gjøre det eneſte, der ſtod i hans Magt, nemlig at lade dem faa de be- talte Penge tilbage. Efter dette ſlap den ulykkelige Stiftamtmand forſaavidt løs, at han kunde komme tilbage til ſit Hus-; men den en Gang op- hidſede Almue var ikke derfor tilſinds at ſlaa ſig uden videre til- taals. Den fulgte ham i Hælene, og enkelte raabte endog, at de vilde ſe hans Hjerteblod, hvis de ikke fik Extraſkatten tilbage. Da Stiftamtmanden nu maatte ſoreſtille dem, at han umulig ſamme Dag kunde udbetale dem Pengene, da disſe ſtode paa Fæſtningen, begyndte Almuen atter at indtage en truende Holdning, hvorfor Stiſtamtmanden, ſom atter ſaa ſit Hus overſyldt af Bønderne,