34 – purret. Efter sin Tilbagekomst til Nidaros holdt Sverre oftere Thing med sine Mænd og med Bymændene, og foregav derved snart, at han havde en Plan, snart en anden sore, saaledes at Ingen rigtig kunde blive klog paa, hvad det egentlig var, som han vilde. Under- tiden talte han om, at det var hans Tanke at rejse til Viken eller til Sverige, undertiden om, at han agtede sig til Orknøerne eller endog helt til Syderøerne. Herom kom der, som vel ogsaa var Meningen, Efterretninger til Kong Magnus, som da fremdeles laa iBergen og der efter at have opløst sin først samlede Hær nu atter var begyndt at træffe Forberedelser til et nyt Tog til Nidaros og udrustede en ny stor Hær i dette Ojemed. Da Kong Sverre troede, at de udspredte Rygter vare blevne til- strækkelig bekjendte paa de Steder, som han ønskede, traf ogsaa han om Vaaren 1183 sine Forberedelser til at udføre den Plan, han havde sattet, men dog fremdeles uden at røbe, hvori denne bestod. Da han tidligere havde mistet sine Langskibe, var han henvist til kun at benytte de smaa Skuder, som han kunde faa sat paa i eller ved Nidaros, og gik saa med sine Folk ombord paa tyve saadanne, idet han angav, at det var hans Hensigt at sejle nordover til Haalogaland. Men da han kom udenfor Throndhjemsfjordens Munding, var der netop en stærk Nordenvind, og han lod derfor sine Folk blæse til Land- gang og holdt i Land et Husthing, hvor han forklarede, at naar han havde ladet udsprede, at det var hans Hensigt at sejle til Haalogaland, eller, at han tænkte paa at drage til Sverige, da var intet af dette hans Alvor I det Sted mente han, at det maatte være bedre at fnu sydover og sejle ndenskjcers til Viken med god Vind. Dette faldt i Alles Smag, og de sejlede da videre sydover, indtil de kom forbi Stat. Da lod Sverre Skibene lægge sammen og holdt en Tale til sine Folk, hvori han sorklarede, at han ansaa det for det bedste, at de nu styrede videre udenskjærs, indtil de kom til Viken, men antydede tillige i Forbigaaende, at man da under- vejs maaske ogsaa kunde benytte Anledningen og gjøre en liden Afstikker indom til Bergen for at se efter, om der skulde være nogen Fangst at gjøre. Hvis Sverre ligefrem havde antydet for sine Folk, at det var hans Ønske at forsøge et Angreb paa den Stad, som var hans Fiendes fornemste Tilholdssted og Støttepunkt, vilde dette efter Ud- faldet af deres sidste Sammenstød med det fiendtlige Parti sand- synligvis kun have havt den Virkning, at de bestemt havde sat sig derimod, som et Foretagende, hvorved man vilde friste Lykken altfor meget. Idet Sverre nu klogeligen forudsaa dette og nøjedes med at ud-
