Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/455

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

’ – 443 – og gjorde ham til dettes Midtpunkt. Nordal Brun var, skjønt han ikke selv gjennem sin Fødsel tilhørte det bergenske Samfund, dog en Mand, der var som skabt for de Omgivelser, hvorunder det faldt i hans Lod at leve og virke. Han henrev alle gjennem sin ejendommelige Veltalenhed og blev derved i mange Tilfælde Stadens dominerende Personlighed, den, efter hvem alle rettede sig. Be- vidstheden herom kunde maaske undertiden lade ham gaa videre i Myndighed, end han strengt taget var berettiget til; men det har neppe ofte hændt, at Bergenserne vare misfornøjede med sin frem- ragende Biskop. Jo længere Nordal Brun levede i Bergen, des mere nærmede han sig til at blive en Type for Byen, en Heros. Man glemte, at han var en Thrønder, idet han aldeles var bleven tndsorlivet i sine nye Omgivelser; men i Virkeligheden havde han ogsaa antaget meget af den bergensiske Natur, medens han dog til- lige bevarede adskillige Træk af den thrønderske. Foruden Nordal Brun nævner Heiberg flere Mænd, i hvis Huse, der vare de første i Bergen, han stadig kom i de Aar, hvori han levede i denne By (1782 flg.): Wollert Krohn, K“aspar Iordan, Ove Holm, Karsten Holtermann, Mens Paasche, Albert Henrik Meyer, der ejede Lungegaarden, Borgermester Hoe, Krigskom- missær Thunbo, Konsnmtionsinspektør Ørn m. fl. Et ejendommeligt Træk ved disse gamle Selskaber, der dog ikke var eget for Livet iBergen, men ogsaa gjenfindes i andre Byer, var den stadige Sang, hvormed man under Bordet oplivede Sammenkomsten. Nordal Brun var en stadig Leverandør af nye Viser, og navnlig skal hans bekjendte Sang: „Boer jeg paa det høje Fjeld“ oprindelig være fremkommen til en saadan Lystighed. Ogsaa Heiberg skrev„„Viser, som dog alle ere gaaede i Glemme, med Undtagelse af en, som blev saa meget bedre erindret, nemlig den bekjendte, „Omsider kom han, den pene Mand.“ En Mand med Heibergs Anlæg i Retning af personlige Sarkasmer kunde dog ikke bestandig komme godt ifra det i enBy, der ikke var større end Bergen, og han har desuden just ikke heller rejst sig selv det smuk- kefte Minde ved mange Aar, efterat disse Begivenheder vare pas- serede, at skildre dem i den ovenfor nævnte Bog, hvori han ikke sorstod at trække Grænsen mellem det, som er hjemfaldet til Offent- ligheden, og hvad der alene tilhører det private Liv. Havde han kunnet tvinge sin egen Lyst i denne Retning, var hans Livsvej sandsynligvis bleven en hel anden, end den, hvorpaa han siden blev dreven ind.