Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/455

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


’ – 443 – og gjorde ham til dettes Midtpunkt. Nordal Brun var, ſkjønt han ikke ſelv gjennem ſin Fødſel tilhørte det bergenſke Samfund, dog en Mand, der var ſom ſkabt for de Omgivelſer, hvorunder det faldt i hans Lod at leve og virke. Han henrev alle gjennem ſin ejendommelige Veltalenhed og blev derved i mange Tilfælde Stadens dominerende Perſonlighed, den, efter hvem alle rettede ſig. Be- vidſtheden herom kunde maaſke undertiden lade ham gaa videre i Myndighed, end han ſtrengt taget var berettiget til; men det har neppe ofte hændt, at Bergenſerne vare misfornøjede med ſin frem- ragende Biſkop. Jo længere Nordal Brun levede i Bergen, des mere nærmede han ſig til at blive en Type for Byen, en Heros. Man glemte, at han var en Thrønder, idet han aldeles var bleven tndſorlivet i ſine nye Omgivelſer; men i Virkeligheden havde han ogſaa antaget meget af den bergenſiſke Natur, medens han dog til- lige bevarede adſkillige Træk af den thrønderſke. Foruden Nordal Brun nævner Heiberg flere Mænd, i hvis Huſe, der vare de førſte i Bergen, han ſtadig kom i de Aar, hvori han levede i denne By (1782 flg.): Wollert Krohn, K“aſpar Iordan, Ove Holm, Karſten Holtermann, Mens Paaſche, Albert Henrik Meyer, der ejede Lungegaarden, Borgermeſter Hoe, Krigskom- misſær Thunbo, Konſnmtionsinſpektør Ørn m. fl. Et ejendommeligt Træk ved disſe gamle Selſkaber, der dog ikke var eget for Livet iBergen, men ogſaa gjenfindes i andre Byer, var den ſtadige Sang, hvormed man under Bordet oplivede Sammenkomſten. Nordal Brun var en ſtadig Leverandør af nye Viſer, og navnlig ſkal hans bekjendte Sang: „Boer jeg paa det høje Fjeld“ oprindelig være fremkommen til en ſaadan Lyſtighed. Ogſaa Heiberg ſkrev„„Viſer, ſom dog alle ere gaaede i Glemme, med Undtagelſe af en, ſom blev ſaa meget bedre erindret, nemlig den bekjendte, „Omſider kom han, den pene Mand.“ En Mand med Heibergs Anlæg i Retning af perſonlige Sarkasmer kunde dog ikke beſtandig komme godt ifra det i enBy, der ikke var ſtørre end Bergen, og han har desuden juſt ikke heller rejſt ſig ſelv det ſmuk- kefte Minde ved mange Aar, efterat disſe Begivenheder vare pas- ſerede, at ſkildre dem i den ovenfor nævnte Bog, hvori han ikke ſorſtod at trække Grænſen mellem det, ſom er hjemfaldet til Offent- ligheden, og hvad der alene tilhører det private Liv. Havde han kunnet tvinge ſin egen Lyſt i denne Retning, var hans Livsvej ſandſynligvis bleven en hel anden, end den, hvorpaa han ſiden blev dreven ind.