Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/454

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


442 almenningen (9de Rode, No. 6), efterat der allerede i nogle Aar paa andre Steder havde været opført ſaadanne af Dilettanter. I 1800 aabnede dette Selſkab ſit nyopførte Theater paa Gngen, der ſiden altid har været benyttet ſom Lokale for ſceniſke Foreſtillingen ogſaa efterat man var ophørt med den tidligere Dilettantvirk- ſomhed. Med Klublivets Udvikling fulgte ogſaa et Opſving af Selſkabe- ligheden inden Embedsklasſen og den mere bemidlede Del af Kjøb- mandsſtanden, idet den tidligere Afſpærring inden Familierne her begyndte at afløſes af en ſtørre Lyſt til Omgang med andre Man ſøgte hinanden paa en hidtil ukjendt Maade, og denne ſelſkabelige Trang fremkaldte ſnart et meget bevæget Qmgangsliv inden visſe Kredſe i den By, hvis Indbyggere for hundrede Aar ſiden havde været aldeles uſelſkablige. Det var nu Bergens glade Tid, idet der lagdes meget Vind paa Selſkabslivet- Gemytlig Munterhed var det meſt fremtrædende Træk ved denne, medens det heller ille kan negtes, at ſaavel Bærter ſom Gjæſter gjorde ſit til, at der kunde blive tømt det ſtørſt mulige Antal Flaſker. Dette var en Skik – eller Uſtik –, hvori Bergenſerne ikke ſtode tilbage for ſine Landsmænd i Throndhjem og de øſtlandſke Trælaſtbyer; men det kan ialfald anſees for givet, at Tonen iBergen udmærkede ſig ved en ſtørre Lethed og Livlighed end ellers iNorge, om man end ikke her naaede den Eleganſe og Luxus, ſom til ſamme Tid kunde ud- ſoldes i Kriftianias toneangivende Kredſe En i det Ydre frem- trædende Forſkjel mellem disſe tvende Stæders Selſkabsliv var den Stilling, Damerne indtoge. Medens disſe i Krtſtiania ſaagodtſom vare med overalt, glimrede de i Bergen i Regelen ved ſin Fra- værelſe. Mellem 1780 og 1790 var det iBergen navnlig meget al- mindeligt at holde Aftenſelſkaber, hvori det gik overmaade muntert til. I ſin Skildring af „Tre Aar i Bergen“ (der udkom iDrammen 1829) omtaler P. A. Heiberg disſe meget hyppig Blandt dem, ſom med Liv og Sjæl toge Del i disſe glade ſelſkabelige Sammen- komſter, var utvivlſomt Johan Nordal Brun den meſt frem- ragende Perſonlighed. Denne mærkelige Mand virkede i Bergen i en Række af Aar, førſt ſom Preſt ved Korskirken og ſenere ſom Biſkop, og øvede da i flere Retninger en ganſke betydelig Indflydelſe- Hans imponerende Perſonlighed og hans digteriſke Begavelſe i Forening med et kraftigt og tiltalende Organ gjorde ham til en af ſin Tids førſte gejſtlige Talere; men de ſamme Egenſkaber lode ham ogſaa glimre t det ſelſkabelige Liv i den By, hvor han boede,