Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/451

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


439 verdslige Stat“, der ledſagede tredie Udgave af dette Verk. Hans literære Virkſomhed faldt dog førſt i en Tid, da han allerede for- længſt havde ophørt at leve i Bergen; men den ene af de Gjen- ſtande, hvormed han ſysſelſatte ſin Pen, vidner dog om den Kjær- lighed, ſom han nærede for den By, i hvilken han havde faaet ſin førſte Dannelſe. Den noget yngre Kriſtofer Frimann (f. 1742 † 1791) gjorde ſig ogſaa fortjent ved Udgivelſen af en Samling af Stiftelſer og Gavebreve for Bergens Stift med Tilføjelſe af hiſtoriſke Oplysninger. De her opregnede Forfattere repræſentere alle den hiſtoriſk- topografiſke Literatur; men Bergen ſavnede dog heller ikke Re- præſentanter for andre Literaturgrene, idet den bl. a. kan opviſe den meſt betydende norſke Digterinde inden den danſk-norſke Fællesliteratur, iden bekjendte Dorthe Engelbrerhtsdatter. Denne ret mærkelige Kvinde, der i ſin Tid nød en ſtor Anſeelſe ſom Forfatterinde af religiøſe Digte og Lejlighedsvers, var født i Bergen 1635 og blev i en Alder af kun ſytten Aar gift med Dom- kirkens Preſt, Ambroſins Hardenbeck (f. 1621 † 1686). Hun over- levede meget længe ſin Mand og dødei 1716. Det var om hende, Kingo, da hun havde udgivet ſit „Taareoffer“, ſkrev disſe Vers: Gaar nn, gaar hen, I ni berømteſte Gudinden At dukke Eder dybt for en af Nordens .fkvinder. I Bergen, hvor denne Digterinde levede, om hvem der er talt i ſaa høje Toner, maa hendes Anſeelſe ſelvfølgelig have været aller- ſtørſt, og hun har ſandſynligvis ogſaa- øvet en Del Indflydelſe I denne Henſeende maa imidlertid den yngre Klaus Fafting (f. 1746 † 1791) have indtaget en ulige mere betydelig Stilling og gjennem ſine bekjendte „Provinzialblade“, der udkom i ſelve Bergen, paavirket ſine Byesbørns Smagsretning. Ogſaa i en anden Henſeende virkede denne ſint dannede Mand forædlende paa ſin Fødeby, idet han tilligemed den fortjente Rektor Bo alth ſtiftede det muſikalſke Selſkab, ſom ved kongeligt Reſkript af 25 Juli 1775 fik Bevilling at kaldes „De frivillige Harmoniſters Aka- demi“, et Navn, ſom i vort Aarhundrede er bleven ombyttet med „Det harmoniſke Selſkab“ eller „Harmonien“. Dette Selſkab havde ſin Blomſtringsperiode, ſaalænge det mellem ſine Medlemmer talte ſin Stifter, der ogſaa ſelv var en dygtig Klaverſpiller og derhos forſtod at ſætte Liv i ſine Omgivelſer og indgive dem Interesſe for ædlere Syslen „Provinſialbladene“ vare ikke Bergens ældſte Avis. Denne Ære tilkommer de „Efterretninger“, ſom fra 1765 af udgik fra deti 1764 oprettede „Adresſekontor“, men i det attende