30 vare baade gode og vel bemandede. „Olafssuden“ alene, der var paa 25 Rum, havde en Vefætning af henimod 200 Mand, og en- kelte af de øvrige Langskibe vare ikke meget mindre. „Haarkniven“ s. Ex., der var bemandet med Kongens Gjæster, var paa 23 Rum; den førtes af Gjæstehøvdingen Audbjørn. Paa „Fjordekollen“ vare Huskarlene under Asgejr .5amarskalle. Ogsaa paa Sverres Flaade var der desuden mange Lendermænd, Ulf af Lauvnes, Ulf Fly, Haavard Iarlssøn, Vaard Guttormssøn af Rejn m. sk. Idet Kam- pen begyndte, roede „Olasssuden“ yderst fra Land, altsaa paa højre Side og blev strax omringet af ni svære fjendtlige Skibe. Disse kunde imidlertid ikke alle faa Plads uden ved at lægge til med fine Stævne, hvoraf Følgen blev, at der foreløbig ikke blev noget Haandgemæng, men at Kampen i det Sted indskrænkedes til at kaste med Vaaben og Stene paa hinanden. Det gik imidlertid desuagtet meget blodig til, og en Mængde af „Olafsfudens“ Besætning saa- redes eller dræbtes af Fiendens Kastevaaben Da Stene og Kaste- vaaben slap op for Magnus’s Mænd, og de tænkte at skride til Haandgemæng, grebe ogsaa Birkebejnerne til sine Vaaben og op- muntrede hinanden gjensidig til Forsvar. Mange, som før under Skudkampen vare faldne ned, saarede eller besvimede, rejste sig og- saa op igjen, og Kampen begyndte atter med forøget Heftighed. Sverre havde derunder selv stillet sig paa en meget bemærket Plads og var derhos klædt i en Dragt, som endmere maatte tiltrække ham Qpmærksomheden, med en hvid Kappe og rødt Skjold. Han op- muntrede af al Kraft sine Mænd. Idet han derunder vendte sig mod Bagbord, saa han StalIaren, Gudlaug Vale, som ikke havde lagt sit Skib „Garnen“ længer frem end til det agterste Øsel-um; ved Besætningen paa „Olafssuden“ fik han det imidlertid trukket frem til det forrefte. Kampen var da saa voldsom, at ganske kort Tid efter var der ikke en Mand foran Seilet paa Gudlaugs Skib, som ikke blødte. Mellem de to Kongers Gjæsteskibe stod der ogsaa en voldsom og længe meget uvis Kamp. Sverre selv gik, medens Striden rasede paa det Værste, og Ingen kunde sige, hvad Udfald Kampen kunde faa, uden at holde Skjold foran sig frem paa Dækket, løftede Hænderne mod Himmelen og sang helt til Enden den latinske Hymne: A1ma ohorn8 (lomj11j. Magnus gik ogsaa frem paa sit Skib og kjæmpede i Forrummet. I sin Kampiver satte han sin ene Fod op paa Skibskanten for med sit Sværd at kunne naa en Mand paa Fiendens Side. Men Birke- bejnerne kjendte ham paa hans Vaaben og Klæder og angrede ham. En af dem ftak ham gjennem Vriften, og idet han nu vilde trække
