403 Almuen sig efter, som før i en betydelig Afhængighed af de bergenske Kjøbmænd, der navnlig gjorde det umuligt for dem at trædei Handelsforbindelse med andre. Da saaledes Thrønderne idet 17de Aarhundrede for en Tid fik Ret til at handle paa Nordland, var dette kun med Forbehold af, at de ikke indlode sig med Bergensernes Skyldnere. En saadan Ordning vil naturligvis foranledige mange Misbrug. Men paa den anden Side vilde det her være uretfærdigt at lægge al Skyld paa den ene Part, og i den anden kun se den uskyldig forurettede. Hvor fordelagtig end nemlig den bergenske Nordfarljebmands Stilling i mange Henseender kunde være, saa var den dog altid til en vis Grad usikker, og Nordfareren var ingenlunde heller en fordringsløs Debitor. Efterat en Gang, paa Grund af Forholdenes tvingende Magt, denne Gren af Handelen var bragt over i Stueejernes Hænder og disse derigjennem vare blevne Nordlands Herrer, satte Nordlændingerne sig meget hurtig ind iSituationen og trak paa sin Side de størft mulige Vexler paa Kontorets Kjøbmænd, der altid maatte forstrække dem med Penge og med Varer. Alene i de tre Aar fra 1752–-1754 sik Nordfarerne udbetalt af Stueejerne ved Tydskebryggen den betyde- lige Sum af 438,794 Rdl. 3 F 5 ß i Kontanter, foruden alt, hvad de fik i Varer!). Af en noget senere Opgave stemgaar, at den samlede gamle og nye Nordlandsgjæld i 1765 udgjorde en Sum af 31o,624 Rdl. 5 F 4 ß2). J Forbindelse med denne sidste Opgave staar ogsaa en Be- skrivelse over de forskjellige Fiskesorter, som paa den Tid komi Handelen, med Angivelse af de Steder, hvorhen de udførtes, og de Priser, hvortil de solgtes. Den første af alle disse Fiskesorter var den saakaldte „Hollænder Rundfisk““, som udførtes til Holland og Bremen og omtales som „Kongen for alle Sorter Ftsk“. Efter denne kom „Bremer Rundsisken“, (Holland, Bremen og Middelhavet, j Gjæld“ over 26,000 Daler og 103,000 Voger Fist. Formodentlig re- præsentere disse Belpb, hvad Stuekjabmændene igjen havde tilgode af de Nordsarere, som handlede med dem, saa at den gamle Gjæld er den fast funderede Gjæld, der aldrig kunde ventes betalt, og den nye de Beløh, som bleve udbetalte forskudsvis og ialfald for en Del kunde ventes at komme tilbage N. Nicolayse n, Norske Magasin, II, 285. Omkring 1615 begyndte man at sælge los Gjæld. “) Sagen og Foss, Bergens Beskrivelse, 179 flg. 2) I Rigsarkivet (Kancelliet, Fiskerier, Valle 6). Denne Opgave er for- fattet af Hans J. Iordan og dateret Bergen 21 Decbr. 1765. Sproget er tydft. W–
