Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/401

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


389 det bebyggede Nordnes ſkaanedes –- paa et Par Undtagelſer nær – ikke noget Hus undtagen de, der vare byggede nærmeſt opunder Frederiksbergs Mure. En Tid ſaa det ogſaa ud, ſom om Ilden ſkulde angribe disſe, og hvis dette var ſkeet, er det ikke let at ſige, hvilke Ødelæggelfer deraf kunde været blevet Følgen, da der paa dette Fort opbevaredes betydelige Krudforraad. Imidlertid lykkedes det at redde dette Strøg og dermed ogſaa Frederiksberg bl. a. ved Proviantforvalter Lau’s ihærdige Anſtrengelſer. Førſt Natten til Søndag lykkedes det at ſtanſe Ilden, da der udenfor Torvet og Torne-Almenningen ikke var mere igjen at fortære for det ødelæg- gende Element. Men da ſkulle ogſaa næſten 1000 private Huſe foruden en Mængde Søboder og Pakhuſe, tilligemed Nykirken, Toldboden og St. Pauls Kirke have ligget i Aſke. Ialt ſkal der idenne Brand være ødelagt omtrent 1,500 Bygninger, og dette var ſaa meget mere føleligt, ſom den nedbrændte Del af Byen i det hele var den bedſt bebyggede og den, hvori de meſt formuende Indbyggere vare boſiddende. Derfor heder det ogſaa i en oſfieiel Beretning om Ulykken, „at man neppe af Byen kan regne mere end en Trediepart at være i Behold“ !). . Den Forvirring i alle Forhold, ſom ved en ſaadan Leilighed ſtedſe er uundgaaelig, udeblev heller ikke efter denne Brand, men der ſynes dog fra Øvrighedens og Magiſtratens Side at have været truffet ganſke henſigtsmæsſige Foranſtaltninger til at afhjælpe Ulykkens værſte Følger, og navnlig maa det erkjendes, at Stift- amtmand Cicignon derved indlagde ſig Fortjeneſter Ogſaa fra Regjeringens Side blev der gjort meget, bl. a. ved at ſtille temme- lig betydelige Pengeſummer til Raadighed ved Opførelſen af de afdrændte Bygninger og Udvidelſen af Almenningerne. Saaledes blev det ved kgl. Reſolutioner af 12 April og 26 Juni 1757 og 1 Mai 1758 tilladt at tage 10,o00 Rdl. aarlig i ſex Aar af Byens egne Konſumtionsintrader for at anvende dem i dette Øjemed. Det gik imidlertid tiltrods for denne anſelige Underſtøttelſe temmelig ſmaat med Arbejdet, og førſt i 1764 blev der aflagt Regnſkab for Pengenes Anvendelſe. Af de nedbrændte offentlige Bygninger blev St. Paals Kirke aldrig gjenopført, hvorimod Toldboden og Ny- kirken rejſte ſig af ſin Aſke i en meget prægtigere Skikkelſe Told- boden blev nu opmuret af Sten lige fra Grunden af, fornemlig i Løbet af 1760 og 1761, og fik en Længde af 62 Alen med en “) Hovedſagelig efter Dokumenter i Rigsarkivet