355 de vare komne i dette Aar, og selvfølgelig endnu mindre om at faa betalt noget Afdrag paa den gamle Gjæld, der stod igjen fra de foregaaende; men Almuen erklærede endog, at Hungersdøden var dem vis, saafremt ikke,HBorgeriet“ vilde staa dem bi med Mad og Klæder. J det følgende Aar synes Tilstanden over hele Fin- marken mindst at have været ligesaa slet som i 1643, og man hørte da de gamle Klager om igjen. Det vides ikke, om det denne Gang gik til den Yderlighed, at Folk virkelig døde af Hunger; men det er ikke urimeligt, da det ialfald vides at være skeet tidligere, f. Ex. i 1632, under lignende Forhold. I et Thingsvidne, der i dette Aar blev optaget i Kjelvik, heder det bl. a.: „Menige Almue blev tilspurgt, hvorledes Bergens Borgere havde staaet dennem bi udi forleden Aar saavelsom forrige Aaringer med Kost og Underholdning til deres Livs Ophold, og hvor mange der vare sultede ihjel udi Kjelviks Prestegjæld. Da tilsvarede Sognepresten saavelsom menige Almue, at der døde en hel Hob bort forleden Vinter og meste Parten af Hungersnød, som de vidste med en god Samvittighed; thi en Part, der de laa paa deres yderste og skulde meddeles Christi Legem og Blod, bade de Presten for Guds Skyld at unde dem et Suppemel; thi de lede stor Hunger; mens af det, som dennem da blev tildelt, kunde lidet nyt- tes ved Dødens Tilkomst. Ydermere bekjendte de, at dersom deres Lehnsherre ej havde staaet Fattigfolk bi med en Del Mel forleden Aar, da havde der voren mere:Elendighed; thi der var ingensteds noget at bekomme.“ 1) Grunden til disse sørgelige Forhold blev til en Del søgt deri, at Borgerne skruede Priserne paa de tildels bedærvede Varer, som de overlode Landets Jndbyggere, op til en overdreven Højde Mellem Borgerne og Befalingsmanden paa Vardø-hus, som var nærmest til at paase Indbyggernes Tarv, herskede der stadig et temmelig spændt Forhold, der oftere fremkaldte Klager fra den ene eller den anden Side over den anden Paris virkelige eller tilsyne- ladende Overgreb Et saadant Sammenstød mellem begges stridende Interesser fandt Sted i 1603, da Bergenserne klagede over, at den daværende Lehnsherre, Oluf Pederssøn, „brugte stor Handel og
–j-
!) Et Uddrag af Thingsvidnet findes i Hans Lillienskiolds „8pocnlum bor-eale“, I, S. 424, et Verk, der indeholder et rigt Materiale til Fin- markens Historie, men endnu henligger i Manuskript (Thottfke Samling, 948–949 fol. i det store kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn). 23t
