349 indførfel ikke mere end atten Fade. De betydeligste Udførselsartikler vare Fisk (7,632IX, Voger Raaskjær, 36,039!y2 Voger Rundfisk, 228 Tønder Skrufisk m. m.), Rogn (292 Tønder), Tran (820 Tønder), Hader (140 Kipper), Skind (2,330 Deker og 100 Kipper), Uld (1,352 Voger), Sagbord (413!X, Tylvt), Tjære (I,492) m. m., deriblandt 60 Tønder Stenkul og en „Lodsmandsbaad“.1) Af Bergens indenlandske Handel var i det sextende Aarhundrede Nordlandshandelen den betydeligste og mest indbringende, navn- lig efterat den odenseiske Reces havde bekræftet Borgernes Lige- stilling med de kontorske Kjøbmænd og ophævet den Eneret, som disse paastode at have til denne Handel Fra nu af vare de og Bergenserne priviligerede til at besejle Nordland og udføre alle der- fra kommende Produkter Dog var der heri den Indskrænkning, at man ikke umiddelbart fra de nordlandske Havne, hvori Fisken ind- ladedes, kunde sejle til Udlandet, men først maatte anløbe Bergen, der for denne Handel skulde være den eneste Stapelstad.2) J Be- gyndelsen synes det, som om Nordlændingerne have opfattet den ved Reeessen indførte nye Orden, som om de ogsaa for sit Ved- kommende skulde have Ret til at besejle de udenlandske Havne; men dette, som efter det sextende Aarhundredes Begreber var et stort Misbrug, blev snart forhindret, ligesom ogsaa den Skik, der strax var kommen i Gang, at alle Nationers Skibe forsøgte at benytte den Forandring, som nu var foregaaet, til at kaste sig ind iHand- elen paa Nordland saavelsom paa Finmarken Begge Dele bleve forbundne ved et Kongebrev af 11te April 1562,. der formodentlig er fremkaldt ved forenede Forestillinger fra Borgere og Kontorske.3) Ved Siden deraf har vistnok ogsaa Ønsket om af Hensyn til Tolden at kunne føre en nøjagtig Kontrol med Udførfel„en været medvirkende ved Udfærdigelsen af dette Kongebrev, som under denne Forudsæt- ning staar i nær Forbindelse med et andet af 18de April s. A., H–jo-jo-–:–s-L “) N. Nicolaysen, Norske Magasin, II, 52–86. 2) „Damit auch die Handtirung zu Bergen mehr gefurdert werde, sollen die Biirger zu Bergen, wann sie wider von Norden kommen, nicht strax nach Hollandt oder ander Orter lausen, sondern zuvor mit ihrem Fisch und Wahr zu Bergen anlangen; so sie aber dann ihr Fisch und Wahr zu Bergen nicht verkaufen, soll ihnen frey stehen dieselbige an ander Orter ihres Gefallens zu bringen.“ “) Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, III, 275 og V, 644. Paus, Forordninger, S. 342.
