294 ’ Sammenhæng.1) Ogsaa senere førtes der Forhandlinger om Hanse- stædernes Rettigheder, saasom i 1552, da Hansestæderne havde for- langt sine Privilegier bekræftede, og Kongen i Anledning heraf havde ladet tilkalde Bergens Lagmænd og nogle af Byens Borgere. Det blev da tilladt Borgerne at drive sin Handel paa Nordland, dog uden at tage fremmede med i sit Kompagni. At det hed sig, at dette kun skulde gjælde, „til de fange videre Besked eller derpaa bliver dømt“, havde ingen synderlig Betydning, da ogsaa de øvrige Bestemmelser, som ved denne Lejlighed bleve givne, var lidet lovende for Tydskerne, som derfor atter klagede i Haab om, at opnaa en Forandring Dette nyttede imidlertid ikke, da Bergens norske Borgere i 1554 atter fik Bekræftelse paa sin Ret til at drive Handel saavel sydover, som nordover med saa mange Skibe, som de lystede. Ogsaa paa Herredagen i Kjøbenhavn i 1555 var dette Spørgsmaal atter fremme, uden at det lykkedes de vendiske Stæder at sætte sine Onster igjennem.2) ’ Den Holdning, som Regjeringen nu indtog lige over for de tydske Fordringer, maatte vise Bergenserne, at de i paakommende Tilfælde kunde gjøre Regning paa Under-støttelse fra allerhøjeste Sted. Da de saaledes i 1556 klagede over, at Kontoret, som det hed sig, i Henhold til en af de vendiske Stæder given Bestemmelse, havde forbudt de Skippere, som kom til Bergen med Gods, som ikke var for-skrevet didhen, at sælge det til andre end dem selv, lovede Kongen strax at tage sig af deres Sag, ligesom han paalagde dem, at „dersom de paa Bryggen ville foretage nogen anden ny Sæd- vane, som er Bergens Borgere imod“, da skulde disse strax lade Kongen det vide.s) Denne Udsigt til at faa kraftig Under-støttelse fra Regjeringens Side maa have bidraget meget til at hæve det indfødte Borger- fkabs Tillid og give dets Medlemmer Samhold lige over for Tydsk- erne. Da kort efter Kristofer Valkendorf som Repræsentant for Regjeringens nye Politik kom til Bergen for at afløse Kristofer Huitfeldt, var ogsaa Spændingen mellem de rivaliserende Handels- samfund atter i Tiltagende og havde endog naaet en saadan Højde, at de Kontorske havde ladet anbringe Skyts paa Mariakirkens Taarn, uagtet dette ikke skulde være saa stærkt, at det kunde taale saadant. -j-3 “) Krag og Stephanius, Kristian1II’s Historie, I, 277flg.og286slg. 2) Norske Rigsregistranter, I, S. 154 flg., 158, 171, 175–177. “) Norske Rigsregiftranter, I, S. 20().
